til dennes Eftermand af de i Bologna tilstedeværende Kardinaler. Han antog Navnet Johannes XXIII. At denne Pave ogsaa erkjendtes af de nordiske Riger, og at altsaa Erik og Margreta efter 1409 maa have opgivet Gregorius XII, – det viser sig tydeligen deraf, at Pave Johannes ved sin Nuntius og Indsamler, den tidligere nævnte Ludovicus de Ballionibus, i 1413 opbar det Apostoliske Sædes Indtægter af Danmark, Norge og Sverige. Den 20de Januar i det nævnte Aar kvitterede Ludovicus’s Underindsamler, Johannes Scunemann i Bergen Stavangers Biskop Haakon og dennes Kapitel for Romerskatten af Stavanger Biskopsdømme[1]. Længe stræbte Pave Johannes ved allehaande Rænker at undgaa den sterkt paakrævede Indkaldelse af et nyt almindeligt Concilium, eller i det mindste at bringe det dertil, at Samlingsstedet blev Rom, hvor han bedst kunde øve sin Indflydelse. Men da han virkelig havde udskrevet et almindeligt Concilium til 1412 i Rom, mødte kun nogle faa italienske Prælater, og det Hele betragtedes med Foragt. Han maatte da endelig finde sig i at udskrive et nyt til 1414 i Constans eller Kostnits.
Hans Kaldelse til Erkebiskoppen af Lund udgik den 12te December 1413[2], og lignende Kaldelser maa samtidig være udgangne tit Norges og Sveriges Erkebiskopper og til Kong Erik. Denne lod ogsaa møde paa Conciliet Repræsentanter for sine tre Rigers Kirker. Paa den danskes Vegne mødte Biskopperne Peter af Ribe og Johannes af Slesvig; paa den svenskes derimod ingen Biskop, men en Archidiaconus af Skara og en Canonicus af Linkjøping; paa den norskes Vegne endelig skal ikkun en Abbed have mødt. Denne Abbeds Navn er forvansket i Fortegnelserne over Conciliets Medlemmer; men flere sammenstødende Omstændigheder gjør det utvivlsomt, at det har været den daværende Abbed ved Munklivs Benediktiner-Kloster i Bergen, Stein[3].
Conciliet aabnedes den 5te November 1414. Det ene Hovedformaal, at hele Splittelsen i den romerske Kirke, lykkedes. Pave Johannes XXIII, der indfandt sig personlig paa Conciliet, blev først truet til at love Fratrædelse, og da han siden flygtede og gjenkaldte sit Løfte, blev der af Conciliet, som nu erklærede sig Paven overordnet, anlagt Sag mod ham, og den 20de Mai 1415 blev han ved Dom
- ↑ N. Dipl. III. 444.
- ↑ Pontop. II. 510.
- ↑ Pontop. II. 511, Lgbr. IV. 289, og især Grams Noter til Meursius 559. Det aabenbar forvanskede: „Abbas Stoxii pro rege Norvagiæ et monasterio suo et episcopo Lincopensi,“ bør vel læses, som ogsaa Gram har formodet: „Abbas Steyn etc.,“ og da kan man neppe gjette daa nogen anden end den ovenfor nævnte, der ogsaa netop ved den Tid var borte fra sit Kloster og i Begyndelsen af 1414 findes at have opholdt sig i Danmark. Dette antager ogsaa Lange i sin Klhist. 2den Udg. 282–284.
