afsat. Gregorius XII aftraadte frivilligen under hæderlige Betingelser den 4de Juli næst efter. Den haardnakkede Benedictus XIII vilde ei godvilligen vige; men han forlodes til Slutning af Alle og afsattes af Conciliet den 26de Juli 1417. Hindringen for at bringe Enhed tilbage i Pavedømmet var saaledes bortryddet. Mange vilde nu, at Conciliets andet Hovedformaal, en gjennemgribende Kirkereformation, skulde istandbringes, før nogen ny Pave udvalgtes. Denne Mening vandt imidlertid ikke Overhaand, og Conciliets Fuldmægtige i Forening med Kardinalerne skrede til Valget af en Pave, hvilket den 11te November 1417 faldt paa den kloge Romer, Martinus V. Denne var ganske besjælet af de ældre Pavers hierarchiske Aand. Han frygtede baade Kirkereformationen og Conciliet. Derfor fik han listigen den første udsat og ilede derpaa med at hæve Conciliet den 22de April 1418.
Der findes intet Spor til, at man inden de nordiske Kirker nærede nogen særlig Interesse hverken for Conciliet eller før Kirkeforbedringen, ei heller ved man, at deres Fuldmægtige, der henregnedes til den tydske Nation, spillede nogen iøinefaldende Rolle paa Kirkemødet. Umiddelbare Virkninger paa de nordiske Kirkers Stilling synes Conciliet heller ikke at have øvet. Det mindede dem om sin Tilværelse ved at opkræve det apostoliske Sædes Indtægter i sit eget Navn, medens ingen af det erkjendt Pave fandtes. Den før omtalte Ludovicus de Ballionibus sees nemlig i 1417 paa dets Vegne at være optraadt som Indsamler i de tre nordiske Riger. Hans Underindsamler, Johannes Tiderici, kvitterede den 29de October i nævnte Aar i Bergen Biskop Haakon af Stavanger med Kapitel for Romerskatten af Stavanger Biskopsdømme[1].
Imidlertid var Biskop Jon af Skaalholt[2] død i 1413[3], og da Hole Stol endnu ikke var besat, var Island atter uden Biskop. Men denne Gang varede ikke Skaalholts Stols Ledighed længe, ja Jon havde maaskee sin Eftermand beskikket i Danmark, før han var død. En Islænding ved Navn Arne Olafssøn, der maa have hørt til en eller anden Munkeorden, da han altid kaldes: Broder Arne, opholdt sig omkring Aarhundredets Begyndelse i Norge, hvor han blev Kapellan hos Haakon Sigurdssøn af Giska, en Søn af Sigurd Hafthorssøn, Norges daværende rigeste, høibyrdigste, samt for
- ↑ N. Dipl. II. 480.
- ↑ Fra 1408, s. o. f. II. 451.
- ↑ Isl. Ann. 390; Finn Joh. II. 466. Fredagen efter Thorlaksmesse (hvorved her udentvivl maa forstaas den tidligere, neml. 20de Juli), den 21de Juli 1413 var han endnu i Live; men kort efter maa han efter al Rimelighed være død, da hans Eftermand bestemt var udnævnt og vel endog indviet for Aarets Udgang. Isl. Ann. 388, 390, jfr. Finn Joh. II. 227.
