det hele Land, fra hvilke, det heder, at han altid vendte hjem med mange Penge. Islændingerne vare i hans Embedstid overvældede af Pengefordringer. I Aaret 1417 opholdt sig en Broder af St. Antonius’s Orden, en vis Ivent Sasse, paa Island og tiggede Penge paa den hellige Antonius’s Vegne, hvis Undergjerninger pristes[1]; hans Bøn mødtes af Indbyggerne med Velvillie. Men i det næste Aar 1418 bleve Kravene flere. Da fremkom først Krav fra Kongen, ved Biskop Arne, saa Sysselmands-Krav, saa Provste-Krav og mange andre Krav paa Almuen, hvilke for største Delen skreve sig fra Biskoppen. Disse Krav fremkom alle i Form af Bøn; derfor kaldte man spotvis Aaret: Bønneaaret (bónar vetr). Og med alt det synes dog ikke Biskop Arne at have været i nogen høi Grad forhadt. Folket saa igjennem Fingre med hans Gridskhed paa Grund af hans Pragt, Gavmildhed, Virksomhed og mandige Færd. Arne Olafssøn var ret en Biskop i sin Tids Smag, hos hvem den verdslige Stormand fremskinnede i hvert hans Skridt, medens Kirkens Lærer og aandelige Forstander ganske traadte i Skygge. Han var – som Finn Jonssøn udtrykker sig – en bedre Hofmand, Skattekræver, ja vel Rytter end Biskop. Neppe var han dog den eneste i sit Slags blandt den norske Kirkes daværende Biskopper.
I 1419 for Biskop Arne Olafssøn til Bergen og gjensaa ikke senere Island. Rimeligvis har han begivet sig til Kong Erik for at aflægge denne Regnskab. I 1420 finder man, at Biskop Arne har været Kongen den betydelige Sum af 3000 Nobler skyldig, for hvilken Biskopperne Aslak af Bergen og Anbjørn af Hamar samt nogle danske Herrer, i Brev givet ved Vestenskog Kirke paa Lolland den 22de Juni, erklærede sig som Forlovere, og hvilke han skulde betale inden Michaels Dag samme Aar[2]. Hvorledes han er kommen fra denne Gjæld, og om han er forbleven ved Eriks Hof, vides ikke. Naar og hvorledes han døde, er ogsaa høist usikkert. Nogle sige, at han under Opholdet hos Kongen døde i 1420 og lægge til, at han ved Gift eller paa anden svigfuld Maade blev myrdet af Kongens Hofmænd, der bare Avind til ham. Andre derimod, og det vistnok med større Rimelighed, antage, at han har levet indtil henimod 1430, men borte fra sin Biskopsstol, af hvilken han kun opbar Indtægterne, medens han lod den bestyre ved sine Ombudsmænd. Vist er det, at indtil 1430 ingen
- ↑ Om St. Antonius af Viennes Orden, en Congregation af regulære Kanniker, der tillige regnedes blandt Tiggermunkene, see Langes Klhist. 2den Udg. 65–67. En Udsending af denne Orden ved Navn Theodorik, der gav sig ud for at helbrede Sygdomme og uddele Aflad ved Hjælp af St. Antonius’s Been, kom for første Gang i 1403 til Norden og optraadte i Vadstena i Sverige. En Underordnet eller Efterfølger af ham maa Ivent Sasse have været.
- ↑ Ny D. Mag. I. 2.
