Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/477

Denne siden er ikke korrekturlest
463
Biskopsskifter.

Biskop findes omtalt ved Skaalholts Stol, men dens Anliggender bestyredes deels ved Official og Raadsmand, deels ved Holes Biskop[1].

Biskop Jon Tovessøn af Hole havde, medens Biskop Arne med Enemyndighed styrede Island, opholdt sig udenfor samme deels i Danmark hos Kong Erik, deels maaskee ogsaa andensteds. I 1415 den 5te September udstedte Kongen i Slagelse et Vernebrev for ham og Hole Kirke[2]. Først i 1419 beredte han sig at drage til sit Sæde, og var i denne Anledning i Bergen den Gang da Biskop Arne kom did. Begge de islandske Biskopper mødtes i al Venskabelighed, og Arne forærede Jon et prægtigt Kors, hvilket dog, som den gamle Fortæller bemærker, neppe kunde kaldes Gave. Jon naaede lykkelig Island med mange Danske i sit Følge og tiltraadte samme Aar sin Stol, men opdagede da, heder det, at Biskop Arne havde gaaet ham vel nær[3].

I 1419 var Biskop Sigurd af Hamar[4] død, og til hans Eftermand valgtes Anbjørn, om hvis tidligere Forhold intet vides. Den 22de Juni 1420 var denne, som før fortalt, i Egenskab af Hamars Biskop, altsaa allerede indviet, tilstede ved Vestenskog Kirke paa Lolland[5].

Ved denne Tid døde ogsaa Biskop Jakob Knutssøn af Oslo[6]. Sidste Gang han vides at være nævnt er 2den Juli 1419[7]; dog er han neppe død for i 1420 eller Begyndelsen af 1421. Hans Eftermand var Jon (ellers almindeligere paa dansk Viis kaldet: Jøns, Jenes, Jens; paa Latin altid: Johannes), ligesom sin Forgjænger, en dansk Mand[8]. Udentvivl har han forud staaet i Kong Eriks Tjeneste, og været godt anskreven hos ham. Maaskee har dette hjulpet ham til Biskopsdømmet, ligesom det maa antages for et Bevis paa Kongens Yndest og Tiltro, at denne, rimeligvis ved samme Leilighed, gjorde ham til sin Kansler i Norge, i hvilket Embede han synes at være forbleven saalænge som Eriks Styrelse varede. I de første Aar af sit Biskopsdømme lader dog ikke Jon til at have været – idetmindste ikke stadigen – ved sit Sæde, men derimod at have opholdt sig hos Kongen i Danmark. Den 23de Februar 1422 findes

  1. Om Biskop Arne Olafssøn see Isl. Ann. 376, 378, 382, 384, 386, 388, 390, 392, 394; Finn Joh. II. 460–470; Espol. þ. 2. c. 6–10.
  2. Finn Joh. II. 226.
  3. Isl. Ann. 394, 396; Finn Joh. II. 573–575.
  4. Fra 1381 s. o. f. II. 398.
  5. S. o. f. om den skaalholtske Biskop Arnes Gjæld. Hvitfeld i sin Biskopskrønike sætter hans Valg til 1419.
  6. Fra 1407 s. o. f. II. 450.
  7. Sml. V. 345.
  8. Sml. III. 513. I den gamle Biskopsrekke for Oslo i Cod. Arn. Magn. No. 309 fol. nævnes han: Joon secundus (Jon den anden eller Yngre). Jon har udentvivl været det Navn, med hvilket han af den norske Almue almindelig betegnedes, og hvilket derfor her sidenefter altid bruges, hvor Talen er om ham.