som ovenfor er berørt. Man maa af alt dette slutte, at Askel ligesaalidet i Kirken som i Staten har spillet nogen fremtrædende Rolle. Han døde den 11te Marts 1428[1]. Han var ved sin Død indviklet i en Proces for den pavelige Kurie, foranlediget derved, at Erkebiskoppen vilde opretholde sin Chorsbroder, Sigvalde Jonssøn, i Throndarnes Præbende og Sognekald imod en vis Johannes Borssow, en pavelig Klerk, som der vilde indtrænge sig. Bersvein Nikolaussøn, ligeledes Chorsbroder af Nidaros, var i denne Sag Erkebiskoppens og Sigvaldes Fuldmægtig i Rom, men maa ikke have formaaet at udrette noget til deres Fordeel. Derimod nødtes han til at indgaa Forlig om en Erstatning til Johannes Borssow for det Tab, denne paastod at have lidt. Da imidlertid ikke Bersvein erholdt hjemmefra de til Erstatningen fornødne Penge, og følgelig ikke kunde opfylde Forligets Vilkaar, blev han sat i Ban. Men nu indtraf baade Erkebiskoppens og Sigvaldes Død, og denne Omstændighed bevægede endelig Pave Martinus V til at overdrage, ved Brev fra Rom af 9de Marts 1430, Biskop Audun af Stavanger at løse Bersvein af Bannet[2]. Man seer hvorledes Paven paa denne Tid i Norge ligesaavel som i andre Lande, vidste at indtrænge sine Folk i gode Præbender imod de nærmest Vedkommendes Ret og Ønske. Erkebiskop Askel var ogsaa, da han døde, i en ganske betydelig Gjæld til Kong Erik, hvilken hans Eftermand i 1431 maatte betale[3]. Hvorledes denne Gjæld har varet paadragen, oplyses ikke. Muligen har det været tilbagestaaende Afgifter af verdslige Len, der have været Erkebiskoppen indrømmede. Man seer i det mindste, at i 1405 har Sparbyggia Fylke, som Erkebiskop Vinalde tidligere havde havt i Forlening, været Askel tilbudet[4]; men man ved ei om han har modtaget det.
Man har al Grund til at tro, at blandt Norges daværende Biskopper, den i Bergen, Aslak Harniktssøn Bolt[5], maa have været en af de dygtigste og af Almenheden mest agtede; og dette gode Omdømme har udentvivl virket, at Nidaros’s Kapitel allerede to Dage efter Askels Død, den 13de Marts, postulerede eller udbad sig af Paven Aslak til hans Eftermand[6]. Rimeligvis har Kapitelet hastet saa meget med denne Postulation, for at ikke Kong Erik skulde komme imellem og paatrænge Nidaros’s Stol en af fine Gunstlinger, hvilke man seer, at han altid vilde hjælpe til ledige Biskopsstole. Pave Martinus havde imidlertid ogsaa, medens Askel endnu levede, forbeholdt sig selv, at forsørge eller ved Provision besætte Nidaros’s
