Erkestol, naar den næst blev ledig. Denne Omstændighed har udentvivl forsinket Aslaks Udnævnelse. Endnu den 22de Februar 1429 kaldes han Biskop i Bergen og ikkun Postulatus til Erkesædet[1]. Men endelig erklærede Pave Martinus ved sit Brev fra Rom af 27de Januar 1430, at han valgte den postulerede Aslak til Erkebiskop, og derfor gav sit Samtykke til Løsningen af det Baand, som bandt denne til Bergens Kirke, idet han forflyttede ham til Forstanderskabet for Nidaros’s[2]. Aslak Bolt var den første Erkebiskop i Nidaros, som stadigen førte Navn af: „det pavelige Sædes Legat,“ hvilket blev almindeligt for hans Efterfølgere.
Skjønt det saaledes trak noget i Langdrag med den pavelige Stadfæstelse af Aslak Bolts Valg til Erkebiskop, saa findes dog denne allerede i Begyndelsen af 1429 at have flyttet sit Gods fra Bergen til Nidaros[3], og maaskee har han ogsaa allerede da foreløbig overtaget Erkestolens Bestyrelse. Dennes økonomiske Stilling synes ved Aslaks Tiltrædelse ikke at have været i den bedste Orden. Thi foruden den allerede omtalte Gjæld til Kongen, der heftede paa den, var der ogsaa, uvist af hvilken Grund, indtraadt hos Almuen en Uvillie i at udrede visse Ydelser, som fra gammel Tid tilkom den, men som nu mangesteds vare standsede. Allerede i den gamle Frostathings Christenret findes vedtagen en aarlig Ydelse til Erkestolen under Navn af Olafskorn og en anden under Navn af Mikjalskorn, den sidste at udrede paa Mikaelsmessedag med en Skjeppe af hver fuld Bonde, en halv Skjeppe af hver Envirkesbonde (einvirki) og een Pening af hver løs og ledig Mand (einleypr). Bøder til Erkebiskoppen vare fastsatte for Undladelsen heraf. Det samme Paalæg findes gjentaget i Jons Christenret[4]. I disse tvende Ydelser, ligesom og i en tredie, der kaldes: Erkebiskops-Gave (erkibiskups giöf), hvis Ælde ikke kjendes, var det, at der var kommet en Standsning, hvilken Aslak lod sig det være meget magtpaaliggende hastigst muligt at bortrydde. Allerede i 1430 og 1431 var han virksom herfor i selve Throndhjem, i 1432 under sin Visitation paa Haalogaland i Mai og Juni Maaneder fik han Bønderne der til at underkaste sig den gamle Ydelse efter en vis Beregningsmaade i Fisk, og i 1433 synes han at have bragt Sagen i fuldkommen Orden for Throndhjems Vedkommende. Han sees at have taget sig af denne for Erkestolen udentvivl vigtige Sag med Kraft og Raskhed, og han drev derfor ogsaa sit Ønske igjennem[5].
I Forbindelse med Aslaks Stræben for at bringe de ovennævnte
