Erkestolens Indtægtskilder i deres gamle Gang stod ogsaa Optagelsen af et nyt Register over dens Jordegods. Ved hans Postulation fandtes ved Stolen ikkun en saadan Fortegnelse paa Papir, hvilken ovenikjøbet lader til at have være agtet for ufuldstændig. Men Aslak begyndte strax at lade paa Pergament opskrive „Alt det Gods, han kunde opspørge, at Erkestolen før eiede,“ og ligesaa det, som kom til under hans Styrelse. Dette Register, almindelig benævnt: Aslak Bolts Jordebog, er endnu til, og giver mange Oplysninger[1].
I Begyndelsen af Erkebiskop Aslaks Metropolitanstyrelse indtraf Nidaros’s Kathedralkirkes anden Brand lidt meer end hundrede Aar efter den første under Erkebiskop Eilif[2]. Tiden sættes almindelig til den 2den eller 10de Juli 1431[3]; men den nys omtalte Jordebog, der maa ansees som den ældste tilværende Kilde, synes at henpege paa 1432[4]. Branden skal være foraarsaget ved Lynild. Hvor stor Ødelæggelsen bar været, vides ikke. At Kirken skulde have brændt af til Grunden, som en Beretning udsiger, er aabenbare en stor Overdrivelse, skjønt forresten Skaden kan have været følelig nok. Den driftige Erkebiskop har ganske vist truffet overordentlige Foranstaltninger til dens Istandsættelse, derfor borger hans øvrige Embedsvirksomhed. Men noget skriftligt Dokument til Oplysning herom findes ikke, saavidt hidtil kjendt.
Paverne havde siden lang Tid foregaaet med det sletteste Exempel ved at indtrænge sig i Kapitlernes Valgret, og ved vilkaarligen at besætte Biskopsitolene gjennem Provision, ikke alene uden at bore Kapitlernes Forslag, men endog tvertimod deres udtrykkelig udtalte Ønske eller mod deres bestemte Indsigelse. Det kan derfor ikke vække saamegen Forundring, at de verdslige Fyrster under den store Kirkesplittelses Forvirring fulgte Exemplet, deels ved ulovligen, Kapitlerne uafvidende, eller med Foragt for deres Fordring, at udvirke umiddelbart gjennem Paven sine Yndliger befordrede til Biskopper, – deels ved, baade Kapitel og Pave uadspurgte, at indtrænge paa Biskopsstolene dem, som de selv ønskede og for sine Statsøiemed fandt skikkede. Vi have ogsaa allerede seet Spor til, at baade Dronning Margreta i sin Tid og ligeledes senere Kong Erik greb forstyrrende ind i de norske Kapitlers Valgfrihed. Allertydeligst viser det sig dog med Kong Erik netop ved denne Tid, deels i Anledning af Skaalholts Stols Besættelse, deels i Anledning af en ny Biskops Beskikkelse til Bergen.
Paa Island stod, som før er sagt, Skaalholts Biskopsstol, efter at Biskop Arne Olafssøn var dragen af Landet, længe for-
