ladt[1]; og til samme Tid skiftedes ved Hole Stol ideligen Biskopper. Jon Tovessøn af Hole døde allerede 1423[2]. Han fik til Eftermand en vis Jon Jonssøn, der dog først i 1427 kom til Hole. Han skal være bleven, uvist af hvilken Grund, modtagen paa en ublid Maade af Nordlændingerne, hvilket havde til Følge, at han ikke engang tog sin Stol i Besiddelse, men strax drog til Sønderlandet, hvor han skal have viet nogle Prester og Diakoner i det ledige Skaalholts Biskopsdømme, og derpaa have seilet bort igjen fra Island endnu samme Aar som han var kommen did[3]. Efter ham fulgte i 1429 en Jon Vilhjalmssøn, der nærmest kom fra England, men derfor vel ei bør antages for at have været engelsk. Han sang sin første Biskopsmesse den 15de August og forblev nogle Aar paa Hole Stol. Det lidet, man ved om ham, synes at betegne ham som en haard og begjærlig Mand[4]. Under alle disse Omskiftninger synes Forvirring og Lovløshed paa Island at have raadet baade i kirkelig og verdslig Styrelse. Paa Kysterne ranede engelske Vikinger, og ikke stort bedre synes de kongelige Lensmænd eller Hirdstyrere, Hr. Hannes Paalssøn og en Baltazar, at have faret frem fra sin Side, og disse vare ovenikjøbet indbyrdes uenige. I 1425 blev Klosteret og Kirken i Helgafell besmittet af Hr. Hannes Paalssøns Svende, der opbrøde med Vold baade Kloster og Kirke, vanhelligede begge ved Blodsudgydelse, og ihjelskjøde en Mand paa selve Kirkegaarden. Denne Voldshandling havde til Følge, at Kirken, paa Grund af at ingen Biskop var i Landet, stod uden Gudstjeneste i henved fire Aar, indtil Biskop Jon af Hole i 1429 rensede den. De Skyldige undslap fra Landet i samme Aar som Ugjerningen blev begangen, da ogsaa begge Hirdstyrerne selv bleve fangne af Engelskmændene i Vestmanøerne og bortførte til England[5]. Saadanne skrækkelige Uordener skulde synes at maatte opfordre Kongedømmet til den alvorligste og kraftfuldeste Indskriden, og til at skjænke Landet og dets Kirke dygtige og velmenende Forstandere. Men istedet herfor skikkede Kong Erik Islændingerne paa Halsen en Biskop, der beskrives som den værste og ryggesløseste, Island nogensinde har seet.
Blandt Eriks meget yndede Hofklerker var en Jon Gerikssøn (Johannes Jerechini), der skal have været af dansk adelig Slegt og en Tid Kongens Kansler. Denne indtrængte Erik i 1408, altsaa endnu i Dronning Margretas Levetid, paa Upsals Erkestol, tvertimod Kapitelets Villie, der allerede havde lovligen valgt sin Provst, An-
