dreas, hvilken dog af Kongen og Dronningen lod sig overtale til at trække sig tilbage og modtage Strengenæs Biskopsstol istedet for Upsals. Jon blev nu under Kongens særlige Beskyttelse en Stund i Besiddelse af Erkestolen, indtil der i 1417 reistes heftige Klager mod ham for aabenbare Voldsgjerninger, han havde udøvet, og over hans yderst lastefulde Levnet. Kongen kunde ikke forhindre, at Sagen kom for Pavens Domstol, og Martinus V gav ikke alene Klagen Bifald, men nedsatte ogsaa en overordentlig Ret over Jon i Sverige under Forsæde af Erkebiskoppen af Riga. Kongen var selv tilstede ved Rettergangen, som foregik omkring 1ste November 1421 paa Slottet Rone i Øster-Gøtland. Her trængte man saaledes ind paa Jon med de haardeste Beskyldninger, at han fandt det raadeligst at opgive sit Sæde og nedlægge sin Verdighed. Han gjorde dog ikke dette ubetinget; thi han forbeholdt sig, og fik som det lader indrømmet, en Sum af 300 Nobler for det første Aar og siden 300Dukater aarlig af Erkebiskopsstolen, og det uagtet han under sin Embedstid skal have forødt for denne tyve tusinde Dukater[1]. Efter sin Fratrædelse har han rimeligvis opholdt sig ved Eriks Hof, indtil det endelig faldt denne ind at forsørge ham paa Island med Skaalholts ledige Biskopsstol.
At Jon Gerikssøns Ansættelse her skulde have gaaet for sig ved et slet og ret Magtsprog af Kong Erik, uden at dette fik i det mindste et lidet Skin af Lovlighed ved en høiere geistlig Myndigheds Samtykke, – er ikke ganske troligt. Men rimeligvis har den Omstændighed kommet Kongens Ønske til Gode, at Nidaros’s Erkestol fra 1428 til 1430 var at ansee som ledig; og netop i denne Tid blev Jon beskikket til Skaalholts Biskop. Han skal have opholdt sig i England om Vinteren mellem 1429 og 1430, og kom derfra den 28de Juni sidstnævnte Aar til Skaalholt ledsaget af tvende Prester, Nikolaus og Matheus, samt en Skare af fremmede Svende, der, som det heder, udgave sig for Danske[2], men for en stor Deel skulle have været Irer, ryggesløse Mænd og dertilmed saa selvraadige, at Biskoppen neppe formaaede at styre dem. De Uordener, disse Svende voldte, gjorde dem strax yderst forhadte af Folket, og Hadet gik snart over paa deres Herre selv. Paa hans Visitationsreiser øvede de alskens Voldsgjerninger, og vare saa langt fra at skaane Landets mægtige og høiættede Mænd, at de tvertimod helst valgte dem til Gjenstand for sine Drillerier og sin Selvtægt, saafremt de ikke vilde føie sig i Alt.
Der fortælles, at to af Islands daværende bedste og mest anseede yngre Mænd, Teit Gunnlogssøn fra Vesterlandet og Thorvard, en Søn af Lopt Gudmundssøn den Mægtige paa Mødruvold paa Nordlandet, bleve uden skjellig Grund tagne til Fange af disse Udaads-
