mænd, førte til Skaalholt og der indesperrede under den haardeste og mest beskjemmende Behandling. Det lykkedes dem imidlertid begge efter nogen Tids Forløb at undkomme af deres Fængsel; og nu sendte de hinanden Hud og aftalte at ville hevne paa Biskoppen den Skam, han havde tilføiet dem. Kort i Forveien havde Magnus, Kjøgemester i Skaalholt, og Anfører for Biskoppens Svende, om hvem det hed, at han var Biskoppens Frillesøn, friet til Øens høibyrdigste Kvinde, Margreta Vigfusdatter, hvis Fader forud havde været Landets Hirdstyrer, – men faaet Afslag. Forbittret herover samlede Magnus en Skare af Biskopssvende og Losgjængere, drog til Gaarden Kirkiubol, hvor Margreta boede, ihjelskjød hendes Broder, Ivar Vigfussøn, der vilde forsvare sin Søster, og antændte Huset for at brænde Margreta inde. Hun fik imidlertid under Branden brudt et Hul paa Veggen i Badstuen, undslap derigjennem og red paa en treaarsgammel Fole nord til Eyafjord. Her kundgjorde hun, at hun ingen anden Mand vilde egte, end den som havde Mod og Villie til at hevne hendes Broders Død og Overfaldet paa hende selv. Biskoppen og hans Mænd mærkede nu, at et Uveir trak op over dem, og Magnus unddrog sig den fortjente Revselse ved snarest muligt at flygte af Landet. Biskoppen troede, at ved hans Fjærnelse den truende Storm skulde lægge sig; men heri bedrog han sig. Den fornærmede Thorvald Loptssøn havde allerede erklæret sig at ville optræde som Margretas Hevner og Beiler til hendes Haand, og Teit Gunlogssøn havde lovet ham Bistand. Thorvald samlede i Stilhed Mænd i Eyafjord, og Teit ligesaa paa sin Kant af Landet; Aftalen var, at de skulde mødes i Skaalholt om Sommeren 1433 ved Thorlaksmesse Tid, i den senere Deel af Juli Maaned. Thorlaksmesse høitideligholdtes i Skaalholt med stor Pragt, og en Mængde Mennesker pleiede ved den Leilighed at samle sig did fra alle Dele af Landet; og Kathedralkirken og Biskopsgaarden vare omgivne af de Besøgendes talrige Telte. Det vakte saaledes ingen Opsigt, da Thorvard om Natten for Messedagen, den 20de Juli, kom med sin Flok og satte sine Telte udenfor de øvrige. Selve Messedagens Morgen ankom ogsaa Teit med sine Mænd.
Dette gik ei af saa stille, at det jo rygtedes for Biskoppen. Strax han hørte, at Teit kom, sagde han, at det gjaldt hans og hans Mænds Liv, gik til Kirken med alle fine Klerker og Svende og lod stænge Kirkens Døre. Han og hans Klerker iførte sig derpaa sit fulde Skrud. Biskoppen lod Messen begynde og stillede sig selv for Alteret med Kalken i den ene Haand og en viet Oblat i den anden; alle Prester og Klerker omgav ham. Imidlertid havde, saasnart Teit kom til Gaarden, ogsaa Thorvald og Nordlændingerne givet sig tilkjende, og begge Fløite fore nu i Forening og i fuld Rustning til Kirken. De
