sig om ham hjemme i selve hans Hovedlande. Det kan vel heller ikke feile, at han maa have følt nogen Undseelse ved sin Gunstlings uverdige Fremfærd, og at han har maattet tilstaa for sig selv, at Biskop Jon Gerikssøns skrækkelige Død ikke var ganske ufortjent.
Et Sidestykke til Jon Gerikssøn afgiver den Prælat, som Kong Erik vilde have til Aslak Bolts Eftermand paa Bergens Biskopsstol; men om ham ere Efterretningerne noget meer forvirrede og dunkle. Arne Klemetssøn, ogsaa benævnt Arent og Arnoldus, var ligeledes en af Eriks Kapellaner eller Hofklerker. Om han var dansk eller norsk af Fødsel vides ikke med Sikkerhed, men alt viser, at han har staaet høit i Kongens Andest, skjønt hans Seder skulle have været ryggesløse, og, ifølge den svenske Rimkrønikes Udsagn: „en argere Skjælm var ikke dengang Prest“[1]. Ogsaa ham søgte Kongen først at fremdrage til Upsals Erkebiskopsstol. Johan Haakonssøn, der 1421 var bleven Jon Gerikssøns Eftermand paa denne, døde i 1431; og nu foreslog Kongen Upsals Kapitel at vælge Biskop Thomas af Strengenæs til Erkebiskop Men uden at agte Kongens Forslag valgte Kapitelet sin Provst Olaf Larssøn, og denne drog lige til Kurien for at erholde Pavens Stadfæstelse, uden at oppebie Kongens Samtykke eller gjøre ham sin Opvartning. Over alt dette blev Kongen yderst forbittret, og nu var det, at han, som det synes næsten paa Trods, vilde paatvinge Kapitelet Arne Klemetssøn. Kapitelet gjorde imidlertid Modstand, og Olaf Larssøn blev i Begyndelsen af 1432 valgt af Eugenius IV, der efter Martinus V’s Død den 20de Februar 1431 havde besteget Pavestolen den 3die Marts samme Aar.
Eugenius meldte Kongen i Brev af 7de Mai 1432 det skede Valg og anbefalede ham den nye Erkebiskop. Men Kongen fremturede i sin Forbittrelse og formaaede Erkebiskoppen af Lund samt en Deel andre Biskopper, blandt hvilke ogsaa hans norske Kansler Biskop Jon af Oslo, til at skrive til Paven den 9de Juni 1432 mod Olaf, idet de tillige i sit Brev udviklede Kongens Rettigheder med Hensyn til Biskopsvalg paa en mindre sandfærdig Maade. Denne Fremstilling gjorde i Førstningen det Indtryk paa Paven og Kardinalkollegiet, at man næsten var til Sinds at forsørge Olaf med et andet Biskopsdømme; men Olafs egen Standhaftighed, det upsalske Kapitels gjentagne Forestillinger gjennem sine Fuldmægtige i Rom, og endelig det baselske Conciliums Indblanding i Sagen til Olafs Fordeel, – Alt dette gjorde, at dennes Valg blev staaende urokket, om det end varede en Stund før han kom i rolig Besiddelse af sit Sæde. Kongen var imidlertid ubøielig i sin Modstand mod Olaf; dog saa han
- ↑ „argare bofwer var ei tha präst.“ Scr. r. Sv. I. 2, 65.
