udentvivl tillige, at, som Sagerne stod, var det en Umulighed at frem- trænge Arne Klemetssøn, saa udskregen som hans Ryggesløshed var bleven i Sverige. Han opgav derfor ham og forsøgte paa at opstille mod Olaf en anden af sine Kapellaner, en Nordmand ved Navn Thorleif. Men da nu netop Uroligheder udbrød i Sverige, hvilke bragte Eriks Kongedømme der til at vakle, trak Thorleif sig i Tide tilbage fra den farlige Stilling, hvori Kongen havde sat ham, og forlod Sverige. Olaf Larssøn kom da endelig, begunstiget af hine Uroligheder, i Besiddelse af Upsals Erkesæde[1].
Imidlertid har vel Kongen fundet, at Arne Klemetssøn, da han gik Glip af Upsals Stol, maatte forsørges med et andet Biskopsdømme; og her tilbød sig Bergens, som endnu var ledigt efter Aslak Bolts Forflyttelse til Nidaros’s Erkestol. Hvad Midler Erik har brugt for at drive Arnes Valg igjennem, vide vi ikke; men i 1432 maa det dog paa en eller anden Maade være lykkets Den 28de October 1432 finder man nemlig Arne Klemetssøn, som Confirmeret til Bergen, i Kallundborg, hvor han med flere Danske og Svenske, paa Kongens Vegne, underhandlede med den engelske Konges Sendemænd[2]. Da maa han altsaa have havt Stadfæstelse, dog muligen kun af Kongen, paa et forud foregaaet Valg til Bergens Biskop. Det følgende Aar 1433, den 1ste August var han, som Electus og Confirmatus til Bergens Kirke, i Kjøbenhavn, hvor han udstedte til Kongen et Gjældsbevis paa 100 engelske Nobler i Guld, at betale inden næstkommende Paaske[3]. At han næsten et Aar efter sin Stadfæstelse endnu ikke var indviet, synes antyde, at hans Tiltrædelse har mødt Vanskeligheder, enten fra Erkebiskop Aslaks Side, hvem det egentlig tilkom at forrette Indvielsen, eller fra Pavens, eller fra det baselske Conciliums; og hvis hans Seder vare, som de skildredes i Sverige, var saadant ingenlunde at undre. Det kan endog være nogen Tvivl underkastet, om Arne nogensinde er bleven indviet eller har tiltraadt sin Stol. Vel nævner Kongen ham i en Skrivelse til Paven af 1434, hvor hans Død omtales: Bergens Biskop[4]; men om han end var dette efter Kongens Begreb, er det ikke just sagt, at han ogsaa var det efter Kirkens. De Breve, som omhandle hans Eftermands Valg, nævne ham slet ikke, men udtrykke sig kun som om Bergens Biskopsstol længe havde staaet ledig: „i Enkestand og saa at sige forladt“[5]. Arne døde, som det lader, tidlig i 1434, uvist hvor[6].
- ↑ Lgbr. IV. 335–339.
- ↑ Hvitf.
- ↑ N. Dipl. I. 536.
- ↑ N. Dipl. I. 541.
- ↑ „utilitas diu viduatæ et qvasi desolatæ ecclesiæ Bergensis.“ N. Dipl. I. 540.
- ↑ At han, som de svenske Historieskrivere sige (Rimkrøn. og en Biskopskrøn.), døde paa Arnø Slot i Upland (jfr. Lgbr. IV. 337), har kun liden Sandsynlighed for sig.
