Oslo og Audun af Stavanger. En Mængde Biskopper, Prælater, Klerker og Lægfolk omgave ham. Den udvalgte indtraadte, ledet ved Haanden paa hver Side af Thorleif, Provst i Bergen (til Apostelkirken), og af den fornævnte Kannik, Olaf Jonssøn, nærmede sig Altertrinene og knælede. Olaf Jonssøn oplæste nu en Begjæring om at Erkebiskoppen vilde stadfæste det gjorte Valg. Hertil svarede Erkebiskoppen først ved at lade læse sit aabne Varslingsbrev af 4de Juli. Derpaa efter et lidet Ophold sagde Erkebiskoppen: „Ifølge Bemyndigelse af den almægtige Gud og hans Apostle, den hellige Peter og den hellige Paal, samt ifølge det hellige almindelige baselske Conciliums Bestemmelse, da vi see, at eders Valg er lovligen og canonisk foregaaet, og ikke af Nogen er blevet bestridt, stadfæste vi det i Navnet Faderens og Sønnens og den hellige Aands, og beslutte, at der skal skrides videre, Hr. Electus! med Overdragelsen af Embedet.“ Nu modtog Erkebiskoppen den valgte og stadfæstede Biskop (electum et confirmatum)til Fredskys, hvilket strax efter de ovennævnte Herrer Lydbiskopper ogsaa gjorde. Endelig blev et Notarial-Brev optaget over den hele Handling[1], som forresten udviser den strenglovformelige Fremgangsmaade paa den Tid ved et Biskopsvalgs Confirmation. Olafs Indvielse maa være foregaaet under Opholdet i Danmark og vel ogsaa paa en Maade i Løbet af den samme Herredag, i det mindste som norsk Raadsmøde betragtet. Thi da Kongen den næstfølgende 9de August, i Kjøbenhavn, høitidelig udnævnte William af Sinclair (de Sto Claro) til Jarl af Orknøerne, og denne udstedte sit Forsikkringsbrev til Kongen, nævnes blandt de derved tilstedeværende norske Raadgivere – nemlig Erkebiskoppen, fem Biskopper og syv Verdslige – ogsaa Olaf Biskop af Bergen[2]. Da var han følgelig ikke længer blot „Electus et Confirmatus“ men allerede viet Biskop.
At Alt gik saa formeligt til ved Biskop Olafs Valg, har udentvivl, som allerede antydet, været en Følge af den Ærefrygt, som det baselske Concilium i Begyndelsen af sit Samvære vidste at indgyde, og som gjorde, at dets Bestemmelser med Hensyn til Kirkestyrelsens Forbedring fandt et aabent Øre baade hos Fyrster og Biskopper vide om i Europa. Dette almindelige Concilium var lovet og tilsagt allerede af Pave Martinus V, men kom først til at træde sammen under hans Eftermand Eugenius IV. Det aabnedes i Basel den 22de Juli 1431 og udtalte, til Pavens store Ærgrelse, meget snart den samme Grundsætning, som tidligere Concilierne i Pisa og Kostnits: at et almindeligt Concilium var Paven overordnet. Det vidste ogsaa en Tid lang med Dygtighed og Held at forsvare og opretholde denne Grundsætning. Kaldelse til at afgive Møde ved Conciliet udgik na-
