turligvis ogsaa til de nordiske Rigers Konge og Biskopper. Men det varede, uvist af hvilken Grund, længe, førend Nogen paa deres Vegne mødte; Kongen maatte endogsaa paamindes ved en Skrivelse fra Conciliet, inden noget alvorligt foretoges. Endelig i 1433 eller 1434 mødte for Danmarks Vedkommende Biskop Peter af Ribe samt Johan Ivarssøn, Archidiaconus af Aarhus, og for Sveriges: Nikolaus Ragvaldssøn, Biskop af Vexiø[1]. Ingen nævnes paa Norges Vegne ved den Leilighed; men senere, i 1437, var dog Johannes Krabbe, Kannik af Nidaros, og Alf (Adolfus), Kannik af Oslo, som Sendebud fra den norske Kirke ved Conciliet[2].
Udentvivl for hines Komme fattede Conciliet den 13de Juli 1433 en vigtig Bestemmelse om geistlige Embeders og navnligen Biskopsdømmernes Besættelse, hvorved de ældre, saa vilkaarligen tilsidesatte, canoniske Regler indskjærpedes, og især Kapitlernes fri Valgret paabødes opretholdt i fuld Kraft[3]. Denne Concilie-Bestemmelse er det, som man ved Biskop Olafs Valg til Bergen havde for Øie, og hvis Autoritet Erkebiskop Aslak paaberaabte sig ved sin Stadfæstelse af Valget. Conciliet i Basel var saaledes for Øieblikket ikke ganske uden Indflydelse paa Nordens og navnligen Norges Kirkeforhold. Men nogen vidstrakt og gjennemgribende Kirkeforbedring, blev som bekjendt, ligesaalidet paa det som paa det tidligere i Kostnits udvirket. Paverne arbeidede det imod ved alle Slags Renker, fik først dets Kraft splittet ved sine Indsigelser og Forflyttelsesbud, og dernæst dets bedste Kræfter dragne over paa sin Side, indtil Conciliet saa at sige hendøde af sig selv. Opløsningen af dets Levning i Lausanne den 16de April 1449 var ikke stort andet end en Form. Dets sidste egentlige Kraftyttring var, da det den 25de Juni 1439 afsatte Pave Eugenius IV og den 5te November samme Aar valgte Modpaven Felix V i hans Sted. Men dette sidste Skridt formaaede man ei at forsvare med Eftertryk, og det ledede saaledes til Conciliets eget Forfald og Undergang. Dets Pave blev kun af ganske Faa erkjendt. Man frygtede en ny Kirkesplittelse, og opgav efterhaanden meer og meer Conciliets Sag, idet man i samme Mon nærmede sig Pave Eugenius og hyldede ham i gammel Underdanighed. Pavedømmet gik ogsaa denne Gang seierrigt, om end ikke usvækket, ud af Kampen mod Oplysningens og Religiøsitetens Fordringer.
