Det var nu kommet til Alvor med Munklifklosterets Omstøbning.
Men nu fremtraadte ogsaa Modstanderne af den forehavende Omformning
med kraftige Modforestillinger. Der viste sig at være tvende
Partier. Paa det ene, der ønskede Forandringen, stod Kongen, Biskop
Aslak og Abbeden Stein; paa det andet, der ønskede Benedictinerconventet
opretholdt, stod Forstanderne for de ældre Klostre i Bergen og dens
Omegn, hvilke rimeligvis med skjæve Øine have seet de nye Birgittineres
Begunstigelse paa en ældre Ordens Bekostning. Nærmest laa
for Øieblikket Sagens Afgjørelse i Biskop Aslaks Haand; men han
havde allerede erklæret sig for Omformningen. Han havde i sin Indstilling
til Paven yttret, at da han personlig visiterede Klosteret, havde
han der kun fundet Abbeden og een Broder, begge nedtyngede af Alderdom.
Ved disse var det umuligt at reformere Klosteret, der allerede
havde lidt meget baade i aandelig og verdslig Henseende[1]. I
Modsætning hertil erklærede imidlertid Abbed Thorkel af Lyse og hans
Cistercienserconvent, Prædikebrødrenes Prior Johannes, og Minoriternes
Guardian Gerlak samt begge disses Conventer, i et Vidnesbyrd
af 20de Januar 1422, at Benedictinerklosteret Munklif var forsynet
med alle fornødne Bygninger, dets Kirke med tilhørende hellige Kar
og Bøger, at det havde tilstrækkelige Indtægter af alle Slags, og at
otte Munke, der havde aflagt Løftet, „som oftest“ der opholdt sig.
Men Abbeden gjorde sig, med Biskoppens Hjælp, al Umag før at
faa disse Munke ud af Klosteret og den hellige Benedictus’s Regel afskaffet.
Han havde indtrængt Munke af Frelserens Orden i Klosteret,
og paa mange Maader vist svigfuld Uvillie mod de derværende Brødre
af Benedictus’s Regel. Han havde endog bragt det dertil, at nogle
af disse holdtes i Fængsel af Biskoppen, og de øvrige frygtede at berøves
Klosteret, hvis de ei ved deres Ordens Fædres Hjælp kunde
reddes[2].
Biskop Aslak havde dog, som sagt, Pavens Bemyndigelse og Kongens Ønske at støtte sig til, og foretog Omdannelsen. Han løste, paa Abbed Steins Forlangende, denne fra hans Løfte til den hellige Benedictus’s Regel, efterat han havde opgivet sin Abbedverdighed i Biskoppens Hænder; hvorpaa Stein af Biskoppen modtog Birgittinerordenens Dragt og aflagde nyt Løfte overensstemmende med den hellige Birgittas Regel. Og nu forandrede Biskoppen Klosteret til et St. Birgittas Kloster, idet han indførte Brødre og Søstre fra Maribo i virkelig Besiddelse af Klosteret med alle dets Ejendomme og Rettigheder[3].
For at Forandringen kunde have fuld Gyldighed udkrævedes Pa-
