vens endelige Stadfæstelse af hvad der var skeet; og om denne ansøgte nu Kong Erik. Men forinden den indløb, gjorde Modstanderne endnu et Forsøg paa, om muligt, at forstyrre Foretagendet. Prædikebrødrenes Prior, Peter Oldemarket, Minoriternes Guardian, Gerlak Gruter, en Chorsbroder ved Apostelkirken, Johannes Strelov, og Johannes Leffardi, Prest til St. Peter, Alle i Bergen, udstedte den 5te Januar 1424, til Fordeel for en efter deres Paastand brøstholden Broder Johannes van dem Berge af Benedictinerordenen i Munklif, en ny Erklæring, stilet til den tydske Geistlighed i Almindelighed og til visse Klosterforstandere i det nordlige Tydskland i Særdeleshed, i hvilken Erklæring Abbed Stein og tildeels ogsaa Biskop Aslak paa det skarpeste angrebes. Stein, hed det, havde uretfærdigen udjaget hin Broder fra Klosteret, og da han af Frygt havde taget sin Tilflugt til Prædikebrødrene, havde Stein bansat baade ham og Prædikebrødrenes Prior, samt alle Andre, som hjalp den betrængte Broder. Prioren havde stevnet Abbeden for Biskoppens Domstol, men han havde ikke mødt. Fortid havde Stein for Birgittinermunkenes Skyld, hvilke han forlængst havde indbragt i Klosteret, tilsat dettes Gods og Klenodier; og han havde foretaget tre Udenlandsreiser, og engang endog været tre Aar borte for at bevirke Klosterets Ophævelse. Han havde i lang Tid ingen Broder villet optage, uagtet flere ærbare Prester havde ønsket at indlemmes i Ordenen; og af de otte Brødre, der fandtes ved Klosteret, havde han fordrevet nogle ved Løgn og Falskhed og kjøbt andre til at forlade det. Nogle havde han endog faaet Biskoppen til at fængsle, og han havde berøvet Munke, der i ni Aar havde været i Regelen, deres Dragt. Alt dette havde han gjort for at udrydde Benedictinerne af Klosteret og gjennemdrive sin Villie med Hensyn til Birgittinernes Indflytning[1].
Det er meer end sandsynligt, at der i begge Parters Fremstilling findes store Overdrivelser, og at Abbed Steins Fremfærd ingenlunde i Et og Alt har været lovlig eller redelig, ligesaalidet som Biskoppens. Pave Martinus selv maa ganske vist have næret nogen Tvivl, eftersom hans endelige Stadfæstelse paa Forandringen længe udeblev. Men omsider seirede dog Birgittinernes Parti, og den 15de Juni 1126 udstedte Martinus fra Rom sin Stadfæstelses-Bulle, hvorved Omstøbningen af Munklifs Kloster fuldkommen bekræftedes[2].
Munklif var da fra nu af et Birgittiner-Kloster. En Deel Brødre og Søstre vare allerede indflyttede fra Maribo, og flere kom efter fra selve Moderklosteret i Vadstena. Det varede imidlertid endnu en Stund, for den nye Stiftelse kom i sin fuldkomne Orden.
