I 1427 finder man, at en Generalecnfessor allerede har været ansat og Brødreconventet istandbragt. Men først i 1434 erkjendte Moderklosteret i Vadstena Stiftelsen som fuldendt, idet nemlig Vadstenas Diarium siger: „i dette Aar begyndte Medlemmer af vor Orden at bebo Munklifs Kloster i Bergen, hvilket før havde tilhørt Brødre af den hellige Benedictus’s Orden“[1]. Først ved den Tid er da rimeligvis en Abbedisse bleven indviet til Klosterets øverste Forstanderske, og Søstrenes ligesaavel som Brødrenes Samfund blevet fuldtalligt[2].
Men imedens Birgittinernes Orden saaledes, under Kong Eriks varme Beskyttelse, udbredte sig og slog Rod i alle de tre nordiske Riger, trak sig, som allerede yttret, et Uveir sammen over den fra uden, hvilket truede Ordenens Tilværelse idet mindste i dens oprindelige Form. Samlivet mellem Søstre og Brødre, rigtignok under paabuden streng Afsondring, men dog i eet og samme Kloster, synes tidlig at have vakt Betænkeligheder hos En og Anden, og at have sat onde Tunger i Rørelse og onde Rygter i Omløb. Udentvivl har dertil meget bidraget den Omstændighed, at den første Abbedisse i Vadstena, Ingegerd Knutsdatter, skjønt hun var den hellige Birgittas Datterdatter, dog ingenlunde viste sig det hende betroede Embede verdig, men tvertimod førte et saa letfærdigt Levnet, at man nødtes til at lade hende aftræde[3]. Dette kan nemlig ikke andet end have vakt stor Opsigt, og givet Anledning til at Mange drog Slutninger fra Forstanderskens Adfærd til Livet i det hele Klostersamfund.
En Augustinermunk ved Navn Johannes fremkom endelig med en formelig Anklage mod Ordenen, idet han paastod, at Nonnernes og Munkenes Samvær i eet Kloster, trods den paabudne strenge Afsondring, foraarsagede et utugtigt Levnet, og at man derfor burde iverksætte en Adskillelse af Klostrene, saaledes at hvert Kjøn fik sit særskilte. Denne Anklage virkede, at i 1428 en Stevning udgik fra Rom til Ordenens Forstandere at møde i Lybek for at afgive Oplysninger for den i Sagen beskikkede Dommer, en Kardinal Johannes[4]. Hvorledes denne Stevning blev adlydt, og om Sagen i Lybek er bleven røgtet med Alvor, vides ikke; men saameget sees, at Ordenens Anklagere ikke dengang ere blevne bragte til Taushed. Thi paa Conciliet i Basel hævede sig igjen Stemmer mod Ordenen, baade med Hensyn til de blandede Klostere og til den hellige Birgittas Aabenbaringer; og i
- ↑ Scr. r. Sv. I. 152.
- ↑ Om hele denne Forandring see Langes Klhist. 124–126, 458–472, 775–780, 2den Udg. 280–294.
- ↑ Lgbr. III. 851; jfr. Diar. Vadst. Scr. r. Sv. 116, 131; i Diariet er imidlertid ikke talt om Aarsagen til hendes Resignation.
- ↑ Pontop. II. 550 f. under 1428: jfrt. m. Diar. Vadst. Scr. r. Sv. I. 147.
