1433 udgik fra Conciliet en Stevning til Confessor og Abbedisse i Vadstena at møde i Basel. Dette vakte Forbauselse og Ængstlighed hos den Ordenen saa hengivne Kong Erik, og har ganske vist ikke bidraget lidet til, at han paa den før omtalte Herredag i Vordingborg, i Sommeren 1434, samlede om sig saamange Biskopper. Han behøvede nemlig disses Hjælp for at kunne optræde med Eftertryk som Birgittinerordenens Talsmand hos Conciliet, – og han fik den. Selv udstedte han den 3die Juli fra Vordingborg en Anbefalings- og Forsvarsskrivelse for Ordenen, og det samme gjorde tolv af de tilstedeværende Biskopper af alle tre Riger med Erkebiskopperne af Lund og Nidaros i Spidsen[1]. Indholdet af begge Skrivelser var en Lovprisning af Ordenens Stifterinde, af dens egen Fortjeneste og af dens Medlemmers verdige og opbyggelige Levnet. Hertil føiedes en Forsikkring om at Afsondringen mellem begge Kjøn i Klostrene overholdtes med Strenghed og ventedes ved Bygningernes hensigtsmæssige Indretning, ved faste og vel vedligeholdte Mure, der adskilte Søstrenes Boliger fra Brødrenes; – noget som næsten alle Biskopperne kunde bevidne og navnligen de, som vare Birgittinerklostrenes Visitatorer. Ogsaa den hellige Birgittas Aabenbaringers Bog anpristes paa det varmeste.
Disse tvende Skrivelser bleve foredragne for Kirkemødet den 26de Marts 1435. Mange af de forsamlede Fædre vare allerede forud gunstig stemte mod Ordenen, og da den nu saa varmt blev forsvaret af de nordiske Rigers baade geistlige og verdslige Øvrighed, ligesom og af de nordiske Kirkers fuldmægtige Sendebud til Conciliet, – saa gik Birgittinerne med Seier ud af Kampen. Ordensreglerne bleve uforandret bestaaende, og den hellige Birgittas Aabenbaringer erkjendtes for egte og guddommelige[2].
Erkebiskop Aslak var efter den store Herredag endnu den 27de August 1434 i Danmark. Paa nævnte Dag udstedte han nemlig i Kjøbenhavn en Kvittering til Kong Erik for dennes Gave af 300 Nobler til Nidaros’s Kathedralkirke, til Bekostning af en stadig Salmesang der. De 100 af hine Nobler udbetaltes Erkebiskoppen, medens de øvrige 200 afkvittedes paa Aslaks (Formands, Erkebiskop Askels, Gjæld til Kongen[3]. Aslak Bolt har saaledes ikke vendt
- ↑ Erkebiskopperne Peter af Lund og Aslak af Nidaros, af Guds og det apostoliske Sædes Naade, Biskopperne Nafne af Odense, Johannes af Roskilde, Jon af Oslo, Sigge af Skara, Audun af Stavanger, Thomas af Strengenæs, Herman af Viborg, Peter af Hamar, Gerard af Børglum og Severin af Færøerne. Lgbr. IV. 319, 584–588.
- ↑ Lgbr. IV. 318–321; Pont. II. 555 f.
- ↑ N. Dipl II. 537; jfr. o. f. II. 466.
