ganske tomhændet tilbage til sin Kirke fra sit her omtalte Ophold i
Danmark.
Som et Bevis paa Erkebiskop Aslaks Sands for sit Kald som Metropolitan og for den norske Kirkes Tarv bør det regnes, at han søgte at bringe de norske Provinsialconcilier igjen tillive som Organer for Nationalkirkens lovgivende Myndighed. Der findes vistnok enkelte Spor til, at saadanne Concilier have været afholdte efter Erkebiskop Olafs Dage, og dette er ogsaa i det Foregaaende paavist; men baade havde de, saavidt skjønnes, været yderst sjældne, og ingen egentlige Conciliebestemmelser eller Statuter have paa dem været udfærdigede. Erkebiskop Olafs af 23de August 1351 fra Provinsialconciliet i Nidaros[1] ere de seneste, som fra det 14de Aarhundrede gives; og fra det 15de findes ingen for Erkebiskop Aslaks, hvilke aabenbare slutte sig til hine Olafs som de nærmest forudgaaende. Og mellem begge ligger et Tidsrum af ikke mindre end 85 Aar, i hvilke altsaa den lovgivende Myndighed, som det tilkom den norske Kirke i kirkelige Anliggender at øve gjennem sine Provinsialconcilier, havde været ubenyttet. Det baselske Kirkemødes Forhandlinger have udentvivl været en Spore for Aslak til atter at sætte dem i Gang, og den Fare, der tinder Statsstyrelsens stedse tiltagende Forvirring i de forbundne Riger truede den norske Kirkes Selvstændighed, kan maaskee ligeledes have virket Sit til, at han søgte ved Provinsialconciliernes Gjenvækkelse at give Landskirken en større Fasthed.
Erkebiskoppen bestemte sig til at afholde i 1435 et Provinsialconcilium i Bergen, og han havde foreløbigen talt herom med nogle af sine Lydbiskopper, hvilke sandt Tingen hensigtsmæssig og gav den sit Bifald. Erkebiskoppens Kaldelse udgik, og det ikke alene til Provinsens Biskopper og Kapitler men ogsaa til dens øvrige høie Prælater og Klosterforstandere. Den for Mødet fastsatte Tid synes at have været August Maaned. Erkebiskoppen ventede sikkert, at de Biskopper, som gyldige Forhindringer ikke afholdt, skulde møde personlig. Men da han kom til Bergen, forled den bestemte Tid uden at nogen Biskop indfandt sig. Fra nogle kom vistnok Fuldmægtige, der fremførte Undskyldninger, hvilke dog Erkebiskoppen ikke for alle fandt fyldestgjørende; andre derimod sendte hverken Fuldmægtige eller Undskyldning. I den samme Uhøflighed eller Gjenstridighed gjorde ogsaa flere Kapitler og nogle Abbeder og Prælater sig skyldige.
- ↑ S. o. f. II. 343–347.
