blev ikke alene vedtagen, men i Forbindelse hermed det foreløbige Løfte givet af Kongens Raadgivere, at enkelte Lovbestemmelser, der syntes ugunstige for Kirken og dens Tjenere, skulde bortfalde udentvivl har Kroningen forekommet Raadet under Sagernes nærværende Stilling saa vigtig for Folkets Skyld, at de ei have vovet at udsætte Kongen for de farlige Følger af et Forbud fra Erkebiskoppens Side mod dens Udførelse. Kroningen gik derpaa for sig ved Erkebiskoppen understøttet af de tilstedeværende Biskopper i Bergens Kathedralkirke, den 2den Juli 1280. Eden, som den unge Konge paa Evangeliet aflagde, lød saaledes: „Det lover jeg Gud og hans Helgene, at jeg skal opretholde Fred og Ret for den hellige Kirke og det Folk, over hvilket jeg uverdig er sat. Biskopper og Geistlige skal jeg yde tilbørlig Hæder efter min Skyldighed og efter den Forstand, Gud giver mig, og jeg skal ubrødelig overholde hvad der af Kongerne er Kirken givet eller gjengivet, overeensstemmende med den Forening, som er sluttet mellem Kirken og Riget. Vrange Love og onde Sedvaner, navnligen dem som ere imod den hellige Kirkes Frihed, skal jeg afskaffe, og forordne bedre, eftersom jeg bedst bliver raadet af mine troeste Mænd“[1] Det findes ellers, mærkeligt nok, ikke omtalt, at nogen af Kongens Raad eller Rigets Lendermænd har svoret denne Ed med ham, hvilket dog i andre Tilfælde ved Edsaflæggelse fra Kongens Side var sedvanligt. Muligen kan dette blot være en Forglemmelse i Beretningen fra deres Side, som opsatte Vidnesbyrdet om Kroningen og Kroningseden; men let tænkeligt er det ogsaa, at Kongens Raadgivere have undslaaet sig for et saadant Ansvar, som en Meded vilde paabyrde dem, og at af den Grund Kongen virkelig har svoret ene og følgelig som fuldmyndig Konge[2]. At Eden forresten er indrettet ganske til Kirkens Fordeel, og at den indbefatter en Forpligtelse til at overholde den tunsbergske Forening samt efter den at tillempe Landsloven, – falder let i Øinene.
Men syntes nu end Erkebiskoppen under Kroningen at staa som Seierherre med den verdslige Statsmagt for sine Fødder, saa var dette dog i Virkeligheden et Blendverk. Aldrig før var Kroningen forbi, for det viste sig, at Kongens Raad i sin Eftergivenhed kun havde raadspurgt Øieblikkets Fordringer, at det havde holdt gode Miner med hvad det ikke uden Fare kunde forhindre, og at det ingenlunde
- ↑ N. Dipl. I. 62.
- ↑ Maaskee kunde dog Udtrykket i Pave Honorius’s Formaningsskrivelse (Finn Joh. I. 406) fortolkes som en Henpegning paa, at Kongens Raad svor Kroningseden med ham, ment det formeentlig ligesaavel kan sigte til, at flere Lendermænd, som nu vare i Eriks Raad, havde i sin Tid, som Kong Magnus’s Raadgivere været med at besverge den tunsbergske Forening.
