Om denne usømmelige Adfærd var forsætlig og forud overlagt,
og saaledes en Yttring af visse Biskoppers og Prælaters Uvillie og
Opsætsighed mod deres Metropolitan, – eller om den kun har været
en Følge af den i længere Tid raadende Slaphed i Kirkestyrelsen, og
Uvantheden med Provinsialconcilier, – dette lader sig ikke med Sikkerhed
afgjøre. Det første synes imidlertid ei ganske utroligt; og Erkebiskoppen
maa med Hensyn til nogle af de Udeblevne virkelig have
fortolket deres Opførsel paa hin Maade. Han udstedte nemlig den
29de August 1435 fra Bergen en Kundgjørelse, hvori han bittert beklagede
sig over den mod hans Kaldelse og Befaling udviste Foragt,
og tillige, ifølge Overlæg med de tilstedeværende Geistlige og med
deres enstemmige Samtykke, erklærede dem, som modvilligen eller og
uden at angive fyldestgjørende Undskyldning vare udeblevne, for at
være faldne i Straf overensstemmende med de canoniske Forskrifter.
Han henvendte dette til alle dem, som havde undladt at sende Fuldmægtige,
men navnligen til Biskopperne Jon af Oslo, Thomas
af Orknøerne og Peter af Hamar, hvilke han betydede, at de,
ifølge visse opgivne canoniske Bestemmelser, selv havde udelukket sig
af deres Medbrødres Samfund, indtil de paa en følgende Synode
vare afløste og deri igjen optagne, – og til Sølve Abbed af
Halsna, hvilken han suspenderede fra Embedet, indtil han havde
givet passende Opreisning og var bleven løst af Erkebiskoppen[1].
Man seer, at Erkebiskop Aslak tog Sagen ganske alvorligt, og at han ikke vilde lade dem, som han ansaa for mest skyldige af sine Lydbiskopper, slippe ganske urevsede fra deres Opsætsighed. Det er ellers mærkeligt nok, at de to for Modvillighed anklagede norske Biskopper netop ere de danskfødte Jon af Oslo og Peter af Hamar. Har Erkebiskoppen maaskee især villet dem til Livs paa Grund af deres Nationalitet? eller fordi han ansaa dem som Formænd og Ledere for et danskt Parti i Norge, der arbeidede for Danernes Indflydelse i dette Riges Anliggender til Skade for dets Selvstændighed og dets egne Børns Ret? Ganske usandsynligt er det ikke, at slige eller lig-
- ↑ Erkebiskoppens Brev, der giver Underretning om det her fortalte, findes hos Pontop. II. 563–565 (eft. Afskr. i Barthol. III. 844–847?). At Bp. Olaf af Bergen ikke var tilstede, havde sin gyldige Grund deri, at han tilligemed Thorleif Provst til Apostelkirken netop dengang, i August Maaned, vare med en heel Deel af det danske Rigsraad i Kongens Erinde i Stokholm for at underhandle med de Svenske i Anledning af Urolighederne i Sverige (Hadorf II. 91; Lgbr. IV. 104). Bp. Jon af Oslo findes vist nok ogsaa i dette Aar at have været i Stokholm, udentvivl i Kongens Erinde, og Bp. Olaf tilforordnet; men dette var senere, nemlig ved Midten af October, saaledes at dette neppe kunde undskylde hans Udeblivelse fra og Ringeagt for det tilsagte Concilium i Bergen. Hadorf II. 98, 99; N. Dipl. II. 540.
