tiende politiske Bevæggrunde kunne have gjort sig gjældende hos Aslak ved Siden af hans Omsorg for sin Kirkes Tarv. Man maa mindes, at Aslak i sin Tid var bleven tilsidesat for Biskop Jons Formand paa Grund af Dronning Margretas Partiskhed for sine Landsmænd[1]. Den Omstændighed kan vel tænkes at have efterladt et Nag i hans Sjæl. Senere viste han sig, som man vil komme til at see, mindre end gunstig stemt for Vedligeholdelsen af Norges Forbund med Danmark, og for Antagelsen af den Konge, de Danske eensidigen havde udvalgt.
Uagtet saaledes ingen af Nidaros’s Lydbiskopper mødte personligen i Bergen, og uagtet Forsamlingen der synes at have været høist ufuldstændigen besøgt af Norges Geistlighed, saa betragtede Erkebiskoppen den ligefuldt som et lovligt Provinsialconcilium og lod den raadslaa om og fatte Bestemmelser i flere ganske vigtige Sager.
Blandt disse var en, som udgik fra det almindelige Concilium i Basel. Dette havde besluttet, at i Lighed med hvad der var paalagt i de øvrige under den romerske Kirke hørende Lande, ogsaa i de nordiske Riger Halvdelen af Tienden, eller, som det ogsaa kaldtes, den tyvende Penge (vicesimus denarius), skulde afgives til Conciliets Underholdning og visse andre af det bestemte Øiemed, og det havde i den Anledning under 19de Februar 1434 udstedt den fornødne Skrivelse, hvorved en Canonicus af Slesvig, Ericus Bundonis, udnævntes til Overindsamler[2]. Imod dette Valg af Overindsamler skede Indsigelse af de i Vordingborg i Sommeren 1434 samlede Metropolitaner, paa Grund af, at den Valgte, som Holsteiner var Kong Eriks og dennes Rigers Fiende[3]. Siden maa Sagen være bleven ordnet paa en anden Maade, og nu var for Norges Vedkommende Biskop Audun af Stavanger udnævnt til Hovedindsamler. Dennes Fuldmægtig, Gunnar Erikssøn, Chorsbroder af Stavanger, indfandt sig paa Modet i Bergen, fremlagde der, den 22de August 1435, det baselske Conciliums Bulle, og udbad sig af Erkebiskoppen, efter Overlæg med det forsamlede Klerus, et afgjørende Svar med Hensyn til den i Bullen paabudne Halvtiende. Der blev besluttet, at hvad der allerede var samlet til Conciliets Bedste i den norske Provins skulde overleveres Indsamleren, og det tilbagestaaende være indkrævet inden Kyndelsmesse næstkommende (2den Februar 1436). Man besluttede derhos, at hele denne Sum, under Indsamlerens Opsyn, skulde deles i to ligestore Dele, hvoraf den ene skulde udbetales til Conciliet i Basel, den anden anvendes til Omkostningernes Dækkelse. Dette synes imidlertid at have gjældet en Collect, der var foranstaltet, før Bullen om Halvtienden endnu var kommen til den norske Kirkes Kundskab
