Thi Erkebiskoppen og Klerus, heder det, fandt tillige, at ingen ny Collect burde paalægges den norske Kirke, førend den her omhandlede var kommen det hellige Concilium tilhænde; især da der i Bullen udtrykkelig var bemærket, at hvis nogen Collect forhen maatte være gjort i lignende Øiemed, denne da skulde fradrages, – og det nu var rimeligt, at den omtalte Sum vilde befindes at udgjøre ligesaa meget om ikke mere end den paabudne Halvtieude. Der maatte ogsaa tages Hensyn til de Krige, der havde uroet Norge, til hvad dette Laud havde lidt ved Brænden, Ran og Pest, til de geistlige Beneficiers aarlige Aftagen og til Kirkens, Geistlighedens og den hele Menigheds ulykkelige Tilstand, der længe havde varet og endnu varede. Derfor bad Klerus Erkebiskoppen, at han i den Skrivelse, han snarest muligt udfærdigede til det hellige Concilium, vilde anføre disse Grunde og andre de kraftigste, han formaaede at paapege, til Geistlighedens Undskyldning[1]. – Man seer, at den norske Geistlighed har følt sig opfordret til at understøtte den almindelige Kirkeforsamling med Pengebidrag som den rimeligvis selv har bestemt, men at den gjerne paa en god Maade vilde unddrage sig for en fast Skat i hint Øiemed efter Kirkeforsamlingens Paabud. Denne Sag kom imidlertid, som vi senere skulle see, under fornyet Overlægning.
Tvende andre Sager kom under Raadslagning paa det heromhandlede Møde og afgjordes ved en Bestemmelse (statutum), som Erkepiskoppen udferdigede i Skrivelse af 24de August.
Den første Sag angaar en overtroisk Helligholdelse af Løverdagen. Det var kommet Erkebiskoppen for Øre, at man paa forskjellige Steder af Riget, „deels af Naturens Skrøbelighed, deels af Djævelens (púkans) Forvildelse og Tilskyndelse“, havde dristet sig til at optage og holde Helger, som hverken af Gud eller den hellige Kirke ere forordnede eller samtykte, men tvertom stride mod begges Bud, „navnligen Løverdagshelg, som Foder og Hedninger pleie holde, men ei Christne“. Det er strengeligen forbudet – heder det – i Kirkeloven, at Nogen maa holde eller fra ny af optage Helligdage udenfor dem, som Paven, Erkebiskop eller Biskopper fastsætte. Søndagen helligede Gud selv paa mange Omraader: da opstod han, efter at have frelst Menneskeheden ved sin Pine og Død; og paa Søndagen sendte han sine Apostle sin hellige Aand. De andre Helger, som ere opførte i Christenretten, have Guds Venner siden forordnet i Kirken „Guds Hellige til Hæder og de syndige Mennesker til Retledning af deres Synder“, skjønt nu – lægges til – findes Exempler nok paa, at mange grove Synder, som alle Christne burde vogte sig for, bedrives paa disse Dage. Af den Grund har Erkebiskoppen, med de
- ↑ Afskr. i Barthol. III. (D) 841–844.
