paa Provinsialconcilium i Bergen famlede Geistlige, fastsat, „at Løverdagshelg herefter ingenlunde maa tilstedes videre end som Christenretten byder“. Alle skulle vogte sig for denne store Uskik under Kirkens Straf. Men er der Nogen, som paa den Dag heller end paa andre vil af Gudsfrygt gjøre godt, „da faste han, eller gjøre sin Kathedralkirke, Klostere eller Fattige Almisse af retfærdigt Erhverv, hvilket han paa Løverdagen vinder ved Udroning eller andet skjellige Arbeide“. – Den her omtalte og forbudne Uskik antyder vel neppe nogen farlig Forkjærlighed hos Nordmændene for Jødedommen, eller nogen egentlig Vranglære, som blandt Almuen havde udbredt sig, men kun en Mistydning af Kirkelæren, hvilken let kunde give Fremmede Anstød og fremkalde ugunstige Domme fra deres Side om den norske Kirkes Rettroenhed.
Den anden Sag, der ved nævnte Skrivelse afgjordes, angaar uberettiget Betleri navnligen af Munke. Erkebiskoppen – heder det – har ligeledes erfaret, at blandt Uskikke i hans Provins, hvilke bør udryddes, findes ogsaa den: „at Klostermænd og Andre hvilkesomhelst fare og tigge Almisser hvor dem lyster, af det ene Biskopsdømme og i det andet, uden Biskops eller Kapitels Lov eller Vidende“. Heraf kan stor Avind opstaa mellem Klostrene, især deraf, „at det Kloster, som har mange Brødre, sender hver paa sit Sted og faar derved flere Penge, end det maaskee behøver, hvilket da unddrages dem, som god Ret have at betle (terminera, terminare) i Biskopsdømmet“. Denne Uskik forbydes aldeles. Ingen maa tigge Almisse i noget andet Biskopsdømme end det, hvori deres Kloster er, med mindre de have særligt Lov af Biskop eller Kapitel der, hvor de ville tigge. Men Brødre, som komme i denne Hensigt fra andre Lande, skulle have dertil særligt Lov af Erkebiskoppen og angjældende Biskop og Kapitel. Dem som anderledes tigge, skulle Klerkerne eller de som have Provsteombud deri hindre, og det af dem Indsamlede skal halvt tilhøre Biskoppen og halvt Presten eller Provsten, som hindrer Indsamlingen. Lægmænd maa under Kirkens haardeste Straf ei hindre Almisseindsamling[1]. – Nærværende Bestemmelse antyder de store Misbrug, som ved Munkenes, og vel især Tiggermunkenes Almissebetlen har gaaet i Svang, – Misbrug, som gjorde en særdeles Opmærksomhed fra de Verdsliggeistliges og især Sognepresternes Side
- ↑ Den Skrivelse af Erkebiskoppen, som indeholder de tvende her anførte Artikler, er paa Norsk og findes i Afskrift ved Arne Magnussen i Barthol. III. (D) 835–838. Det maa dog herved bemærkes, at Brevet her er dateret: St. Bartholomæi Dag (24de August) 1438 (M. C. D. XXXVIII). Men da i Brevets Indhold det af ingen Lydbiskopper besøgte Concilium i Bergen bestemt antydes, saa maa Aarstallet 1438 grunde sig paa en Feilskrivning eller Feillæsning og bør rettes til 1435 (M. C. D. XXXV).
