Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/506

492

Fjerde Tidsrum.

pension fra Embedet og kunne kun løses ved sin Biskop. – 12) Hvo som uretmæssigen tilegner sig eller anvender afdøde Klerkers Gods, anderledes end fastsat i det af Erkebiskop Olaf afholdte Provinsialconciliums Bestemmelser, han vide sig at være falden i den der opstillede Kirkestraf. De afdøde Klerkers uden Testamente efterladte Gods skal deles efter Rettens Medfør. – 13) Alle Manddrabere i Nidaros’s Provins, af hvad Stand de end ere, falde i Ban ved selve Gjerningen, ligesom hidtil ifølge gammel Lov er iagttaget. De skulle indfinde sig ved Kathedralkirken for at modtage i Admyghed sin Pønitens af den almindelige Pønitentiarius og derhos betale sin Pengebod. Hverken de eller andre offentlig pøniterende skulle indledes paa noget andet Sted end i Kathedralkirkerne paa de bestemte Tider; og ingen Provst, Klerk eller Munk maa fordriste sig til at løse saadanne eller indføre dem i Kirken uden ifølge Biskoppens særlige Befaling. De som handle herimod falde ved selve Gjerningen i Bans Straf ifølge Erkebiskop Paals Statut, med mindre, paa Grund af Stedets Fjærnhed, anderledes forordnes af vedkommende Biskop. Manddraberne skulle uopholdelig efter Drabet ile til Kathedralkirken for at erholde Afløsning. Men hvis Nogen forsætlig og uden lovligt Forfald dvæler hermed, da skal den som løser ham, i samme Mon som Drabsmanden udsætter sin Færd, forøge hans Pønitens. Ingen Munk eller verdslig Geistlig maa forresten paa nogen Maade meddele en Manddraber midlertidig (ad cautelam?) Afløsning, men henvise dem til deres Biskopper for at løses. – 14) Den canoniske Andeel (canonica portio) som kaldes „Utferd“ (Begravelse) eller med et andet Navn „Salagift“ (Sjælegave), hvilken hidtil er bevaret, ligesom og den Andeel, som pleier erlægges i Tiendens Sted, almindelig kaldet „Tidakaup“ (Messekjøb), tilligemed Ofring for Kvinders Indfrielse i Kirken efter Barsel, kaldet „Innarganga“ (Indgang), og den anden Andeel, som kaldes „Nefreida“ (personlig Udredsel), – alle disse skulle redeligen betales Sognepresterne efter enhver Kathedralkirkes (ethvert Biskopsdømmes) Sedvane, under Straf af Pengebod efter Biskoppens Forgodtbefindende, dog i Rets Form, for den Ulydige. – 15) Egteskabssager, og de der ere endnu større, som Sakrilegium, Simoni og lignende, skulle ikke behandles af Landsprovsterne (per præpositos rurales), men af Biskopperne og deres Officialer med Kapitlernes Tiltræde. – 16) ubekjendte Almissesamlere af hvilkensomhelst Orden eller Stilling, som ikke have særlig Opfordring eller Tilladelse af vedkommende Biskop og Kapitel, eller af Biskoppens Official og Kapitel, naar Biskoppen ei selv er tilstede, skulle ikke gives Adgang, men af Provsterne og de øvrige Geistlige forhindres i sin Indsamling og arresteres. – 17) Den gamle prisverdige Sedvane inden Provinsen for-