bunden med en særskilt Pengebod til Kirken. Særdeles mærkelig er Artikelen om Understøttelse for indfødte Klerker til at drive deres Studier ved Høiskolerne. Den medgiver nemlig udtrykkeligen, at den norske Kirke den Tid led Mangel paa indfødte Personer, der ved Kundskaber vare skikkede til at indtage Kirkens Præbender, hvorved naturligvis menes de vigtigere og følgelig rigere, som Prælaturer, Canonikater og lignende, – hvilket igjen gav Anledning til, at Udlændinger indtrængte sig eller indtrængtes i disse til Nordmændenes Skam og Skade. At Erkebiskop Aslak stræbte at afhjælpe hin Mangel, vidner om hans Skjønsomhed, hans Stræben for sin Kirkes Tarv og Selvstændighed, og om hans Fædrenelandssind. Hvorvidt den Fremgangsmaade kan ansees for rigtigt, at han vilde afhjælpe Mangelen ved at angribe den Deel af Tienden, der var bestemt for de Fattige, er vist nok heel tvivlsomt, og Tvivlen lader sig nu vanskelig afgjøre, da man ei kjender de nærmere Omstændigheder, hvilke kunne have ledet ham til at vælge denne Udvei. Det paalaa vel, ifølge ældre Provinsialconciliers Bestemmelser, Kapitlerne og andre geistlige Stiftelser at bidrage af egne Indtægter til sine Medlemmers høiere geistlige Uddannelse ved fremmede Universiteter; men muligen have disse ordentlige Bidrag været fundne utilstrækkelige for Tidens Krav, medens Erkebiskoppen maaskee derhos har mødt en uovervindelig, om end lidet sømmelig, Uvillie hos sine Standsbrødre til at indvilge noget overordentligt Bidrag af deres egne Tiendeindtægter. At Erkebiskoppens Hensigt med Bestemmelsen skulde have været at vælte en Byrde, der retsligen paalaa Kapitlerne, fra disse over paa Bønderne, og det til de Fattiges Skade, er, saavidt skjønnes, mindre sandsynligt. Det vidner om Maadehold og Retsfølelse hos Erkebiskoppen, at han henskjød Indvilgelsen af det forlangte Bidrag til rette Vedkommende selv, nemlig til Menighederne; thi disse havde efter gammel Ret ved sine Udvalgte, i Samraad med Sognepresterne, at anvende de Fattiges Fjerpart af Tienden, hvorfor den ogsaa benævntes „Bøndernes Andeel.“ Det Hele staar forresten aabenbar i Forbindelse med de paa den Tid høitlydende Klager fra Almuens Side over udenlandske og navnligen danske Embedsmænds Indtrængen i Norge, – Klager, der endogsaa, som senere skal fortælles, gav Anledning til et stort Opløb og voldsomme Optrin netop strax før og under det her omhandlede Provinsialconciliums Afholdelse.
Udarbeidelsen af den nys omtalte Anordning var ikke det eneste, hvormed Conciliet i Oslo sysselsatte sig. Den af den baselske Kirkeforsamling forlangte Halvtiende, om hvilken der paa Conciliet i Bergen i 1435 tidligere var handlet, kom atter under Overveielse paa Provinsialconciliet i Oslo. Man sandt dette Krav ogsaa her høist
