byrdefuldt. Derfor besluttede man eenstemmigen for den norske Kirkes
Vedkommende at gjøre Forestillinger mod den fordrede Skat, baade
„Halvtienden og de øvrige Bidrag“, og at udsende til Basel tvende
Fuldmægtige, der skulde frembære den norske Kirkes Undskyldning for
de samlede Fædre. Det blev med det samme bestemt, at hele den
norske Geistlighed skulde bidrage til Omkostningerne ved denne Sendefærd.
Da det hastede med Reisen, og man gjerne vilde have Sendebudene
afsted med det første Skib, som afgik, saa synes de i Oslo
tilstedeværende Biskopper at have forskudsvis gjort Udlægget, hver for
sit Biskopsdømme, om ikke, hvad ogsaa kan være muligt, Biskop Audun
af Stavanger, Baselerconciliets Overindsamler i Norge, har gjort det
for dem alle. Man har nemlig Erkebiskoppens Brev,“ udstedt i Oslo
den 18de Februar 1437, til Abbeden af Utstein og Geistligheden i
Stavanger Biskopsdømme, hvori gjøres Rede for Provinsialconciliets
Fremgangsmaade, og hvori det under Excommunications Straf paalægges
at godtgjøre Biskop Audun hans Udlæg, saaledes at Abbeden
skulde betale ham 4 Arnoldus-Gylden (gelderske Gylden), og hver
Kannik og Prest i Biskopsdømmet 1 Arnoldus-Gylden[1].
De til Conciliet i Basel udsendte vare Johannes Krabbe, Kannik af Nidaros, og Adolfus (Alf?), Kannik af Oslo, hvilke forelagde Conciliet den norske Geistligheds Undskyldningsskrivelse. Den blev oplæst i et almindeligt Møde. Undskyldningen har utvivlsomt været bygget paa de af Provinsialconciliet i Bergen opstillede Grunde; men hvilke Virkninger den har havt, vides ikke. Man seer kun af en høflig Skrivelse til den norske Geistlighed, given den 16de September 1437 af Conciliets Præses, Kardinal Johannes af St. Angelo, at Sagen endnu ikke den Gang var kommen under Forsamlingens Overveielse, men at Præses vilde paaskynde og understøtte den saa meget som muligt[2]. Man seer, at de almindelige Concilier, ligesaavel som Pavedømmet, faldt Kirken kostbare.
Conciliet i Oslo stod i Forbindelse med et stort Raadsmøde eller Rigsmøde, som holdtes sammesteds i Slutningen af 1436 og Begyndelsen af 1437, i Anledning af de Uroligheder, som Misnøiet med Kong Eriks Styrelse ved denne Tid havde vakt i det sydlige Norge. Thi ogsaa herhen strakte sig den Gjæring, der allerede i nogle Aar
