havde yttret sig i de tvende øvrige forenede Riger, og som endte med Eriks Afsættelse. En udførlig Skildring af denne mærkelige Bevægelse kan vistnok paa en Maade siges at være vort Emne uvedkomntende. Thi om end i den Biskopperne, de norske saavelsom de svenske og danske, spillede en saare vigtig Rolle, saa var dette dog ikke saa meget i Egenskab af Kirkens .Formænd, som i Egenskab af deres Stilling i hvert enkelt Riges Raad. Bevægelsen i det Hele var reent verdslig, og saa var og Geistlighedens Deeltagelse i den. Det var Statens, ikke Kirkens Forhold den angik; disse sidste berørtes i det mindste af den kun middelbart. Vi kunne dog ikke undgaa korteligen at fortælle Hovedbegivenhederne, og forsaavidt de angaa Norge, endog opholde os lidt længere ved dem, efterdi det Indblik, som derved aabnes os i den norske Stats daværende indre Forhold, lader os ane den norske Kirkes samtidige statsretlige Stilling, ligesom ogsaa Grunden til flere af de vigtige,Skridt, Norges Rige og det nordiske Statsforbund vedkommende, hvori den norske Kirkes Erkebiskop og Biskopper senere virksomt deeltoge.
Skjønt Kong Eriks Karakter, som fortrinsvis kjendes af svenske Skildringer, utvivlsomt i disse er malet med altfor mørke Farver, – saa kan man dog aldrig et Øieblik betænke sig paa at kalde hans Rigsstyrelse i det Hele holdningsløs, slap og fordervelig. Hans forud skildrede Forhold til den norske Kirke er allerede tilstrækkeligt til at betegne den saaledes; og idet Verdslige viste den sig ingenlunde fra en fordelagtigere Side. De vanskelige Statsforhold, under hvilte han regjerede, kunne blot ubetydelig undskylde hans Færd som Konge, aldrig retfærdiggjøre den, helst da han hverken synes at have savnet god naturlig Forstand, eller andre gode Anlæg, naar han kun havde gidet og villet bruge dem paa rette Maade. Det Uheld, som hvilede over næsten ethvert af hans Foretagender, var saaledes ganske vist kun sjælden ham selv utilregneligt, men oftest fremkaldt af det Letsind, den Vaklen og den Mangel paa Udholdenhed og kraftig Villie, som idelig fremlyser af hans Handlinger, og som forstyrrer det Glimt af Statskløgt, der een og anden Gang aabenbarer sig i dem. Hans Styrelse var i denne Henseende et sandt Modstykke til hans Fostermoders.
De slesvig-holsteinske Forviklinger, der mødte Erik lige ved hans Regjeringstiltrædelse, vare vistnok i sin Oprindelse ham utilregnelige; de havde sin Rod i en fjærn Fortid, i ældre danske Kongers og deres Raads politiske Kortsynthed. Men at disse Forviklinger forbleve uløste efter en femogtvveaarig blodig, høist kostbar Krig mod en i Alt, undtagen i Mod, Standhaftighed og Statsklogskab, underlegen Fiende, – dette kan man ikke andet end for en væsentlig Deel lægge Eriks urigtige Forholdsregler til Last. At denne Krig, uagtet den
