kun angik Danmark, ogsaa maatte falde de tvende andre Riger til Byrde, var en Selvfølge af Statsforbundets Natur. Den maatte nødvendig fremkalde jævnlige Opbud af Krigsfolk baade i Sverige og Norge; den maatte derhos, og det vel endnu i høiere Grad, bevirke Forbruget af disse to Rigers Indtægter udenfor deres egne Grændser; den maatte endelig gjøre overordentlige Skattepaalæg der fornødne; – og alt dette, som det kunde synes, til Danmarks eensidige Gavn. Den slesvigske Krig indviklede endvidere de nordiske Riger ogsaa i Stridigheder med Hansestæderne og kaldte Vitalinernes Plyndretog atter til Live, begge Dele til ubodelig Skade ligesaavel for Norges og Sveriges, som for Danmarks Handelsrørelse. En Skare Vitaliner, især fra Wismar, Rostok og Stralsund, under Anførsel af den berygtede Sørøver Bartholomæus Voet, hjemsøgte i Aarene 1428 og 1429 gjentagne Gange Bergen og gjorde der et stort Bytte, medens de næsten ødelagde Staden[1]. Og til samme Tid, som den slesvigske Krig drog Norges Penge og Stridskræfter til Danmark og udsatte Landet for Overlast fra Syden af Hanseater og Vitaliner, holdtes dets nordlige Dele, Finnmarken og Haalogaland, i en bestandig Uro ved Russers og Hedningers idelige Indfald. Nordmændene der maatte leve paa en bestandig Krigsfod, og kunde dog, af Mangel paa Styrelsens kraftige Bistand, ikke afværge, at Landet blev herjet, og Mænd og Kvinder bortførte i Fangenskab. Almuen klagede, den lod endogsaa i Bergen den 5te September 1420 opsætte en Skrivelse om sin Nød, hvilken tvende udsendte Mænd overbragte Kongen[2]; men nogen Foranstaltninger fra dennes Side spores ikke. Han havde udentvivl alt for meget at gjøre paa Tydsklands Grændse til at kunne agte paa Haalogalands og Finnmarkens Nødraab.
Men endnu langt fordærveligere end den slesvigske Krig virkede udentvivl den fuldkomne Mangel paa en nogenlunde velordnet indre Rigsstyrelse. Kong Erik synes, som allerede tidligere paapeget, stadigen at have opholdt sig i Danmark, tildeels vel paa Grund af de slesvig-holsteinske Anliggender, dog ogsaa maaskee fordi han der, blandt den temmelig fortydskede danske Adel, sandt sig bedst hjemme. Til Sverige kom han sjælden, efterat han alene havde overtaget Landsstyrelsen, og Norge synes han efter 1405 slet ikke at have besøgt, uden om det skulde have været i Mai Maaned 1425, da det beder, at han paa Akershus den 7de Mai udstedte en Forordning om Handelen paa det
- ↑ Jahn 96–98. Dette Angreb er udførligst fortalt i den samtidige Herman Corners Krønike, hvor det siges, at ved Angrebet i 1428 flygtede Bergens Biskop bort i en engelsk Baad, og at Biskopsgaarden blev plyndret og det derværende Bibliothek bortført. Sml. V. 633. Bergens Biskop maa den gang have været Aslak Bolt.
- ↑ N. Dipl. I. 482.
