nordlige Norge[1]. Hans Foragt for og slette Tanker om Nordmændene fremlyser i den Skildring han giver af dem i et Brev til Paven af 1420, hvor det heder, at Folket er „tynget af sine Synders Byrde, i høi Grad raat, dyrisk af Sind, vildt af Levemaade og af uslebne Seder“[2]. Men uagtet Kongen lod Sverige og Norge stadigen savne sin personlige Nærværelse, saa fandtes der dog i intet af de to Riger nogen styrende Centralmagt beskikket, der før dets Bed- kommende kunde indtage Kongedømmets Plads. Al verdslig indre Styrelse var i Norge overladt til de kongelige Embedsmænd i de enkelte mindre Landsdele: til Høvedsmændene paa de faste Slotte, samt til Lensmænd og Fogeder, hvilke Embedsnavne nu begyndte at træde istedet for det ældre Sysselmandsnavn. De havde at sørge for Lovens Opretholdelse og Indsamlingen af de kongelige Indtægter, uden at noget Overtilsyn gaves inden Rigets eget Omraade, og det uagtet de ofte ei engang vare Landets Børn, men Udlændinger, ukyndige i Norges Forhold. Til et særskilt norsk Skatkammer, der kunde afholde Landets almindelige Behov, findes ikke Spor, ligesaalidet som til nogen høiere Embedsmand, hvem det særlig paalaa at sørge før disse Behovs Tilfredsstillelse. Rigets Raad som Statsmagt var synligen kraftløst, uden Indflydelse og Tiltro baade mod oven og mod neden. Havde Almuen Anker at fremføre mod Kongens Embedsmænd, var ingen Hjælp at søge uden umiddelbart hos Kongen selv, der dog var fjærn og fremmed og, hvad man vel tør paastaa, temmelig ligegyldig før den hele norske Styrelse, naar han kun fik klækkelige Indtægter af Landet. Og disse vare da ikke alene de ordentlige, engang før alle fastsatte, som Leding, Visøre, Landskyld, Told og lignende, – men ogsaa overordentlige, hvilke sidste for Norges Vedkommende synes at være opdrevne mindre ved egentlige almindelige Skattepaabud, end under Form af et Slags Gaver, som vel hed sig at være frivillige Ydelser paa Kongens Andragende eller Bøn gjennem Embedsmændene, men som vist nok i Virkeligheden vare ligesaa tvungne som nogen vilkaarlig udskreven Skat, og ved hvilke desuden haarde og utroe Embedsmænd havde den bedste Anledning til at sørge før sin egen Pung fuldt saa godt som for Kongens Ikke at omtale, at hvad først udbades som Gave eller frivillig Ydelse, efter nogle Gange at være udredet under dette Navn, siden krævedes ligefrem som Kongens faste Ret[3]. Hvad ovenfor er berettet om Island[4], giver et Fingerpeg paa hvorledes med alt dette er tilgaaet ogsaa i Norge. Om Anvendelsen af et særeget norsk Kongesegl kunde næsten ikke meer blive Tale. I alle udenrigske Anliggender stode de tre forenede Riger som
Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/512
Denne siden er ikke korrekturlest
498
Fjerde Tidsrum.
