eet, og der brugtes et fælles Kongesegl for dem alle. Det samme Segl benyttede nu ogsaa, som det lader, Kongen i hvert Riges særskilte indre Anliggender, naar han derom udstedte Breve. Saadanne af Kong Erik for Norges Vedkommende ere dog yderst faa. Ingen hidtilværende norsk Konge findes mindre at have bekymret sig for at ophjælpe Norge ved nyttige Retterbøder eller Anordninger end Erik. Som allerede for omtalt var i den største Deel af Eriks Styrelsestid Biskop Jon af Oslo hans Kansler for Norge, og som saadan maa han antages at have havt det egentlige Kongesegl i Forvaring; men hans Benyttelse af dette synes blot at have indskrænket sig til Beseglingen af de saakaldte Landsvistbreve (Landsfredsbreve for Drabsmænd, der erlagde sin Bod til Kongen og den Dræbtes Æt), hvilke efter gammel Skik Kansleren eller Vicekansleren udfærdigede paa egen Haand i Kongens Navn. En slettere Rigsstyrelse i det Hele end Norges ved denne Tid kan saaledes neppe tænkes; i Sammenligning med den maatte Forholdene under Magnus Erikssøn næsten ansees for ypperlige.
Det er ikke forunderligt, at Misnøie hos Folket under saadanne Omstændigheder udviklede sig; meer er det at undres over, at der intet Spor til lydelige Klager findes for 1420. Men Nordmændene elskede fra gammel Tid sit Kongedømme og sine Konger; de vare vante til at betragte Kong Erik, ligefra han var et Barn, som sin lovlige Arvekonge; de havde hyldet ham som saadan, længe for han blev udvalgt til ogsaa at bære Danmarks og Sveriges Krone; de ansaa ham udentvivl som tilhørende sig nærmere end noget af de tvende andre Folk, og drømte saaledes maaskee længe om en tilsvarende Forkjærlighed fra hans Side for Norge, hvilket han maatte betragte som sit Kongedømmes Vugge, – en Forkjærlighed, hvilken da ikkun uheldige Omstændigheder hindrede ham i at lade fremskinne i Handling. Men om nu ogsaa slige Drømme en Stund omgjøglede Nordmændene, saa maatte de dog omsider vige for den sørgelige Virkelighed.
Den første Yttring og Klage over Styrelsens Vanmagt og Forsømmelse af sin Skyldighed finde vi i den ovennævnte Forestilling af 1420 fra Indbyggerne i Landets nordligste Egne. Snart fulgte flere efter. I 1424 den 1ste Juni udstedte ikke alene Kongens Landbønder i Skaun (det nuværende Rakkestad) men ogsaa den hele Almue sammesteds bittre Klagebreve til Kongen over hans Fogeds, Herman Moltekes, voldsomme og lovløse Adfærd mod dem, hvilken havde egget dem til at udjage ham af Lenet[1]. Kongen maa ligefuldt have stræbt at indsætte ham igjen; thi den 15de Mai 1425 gjentog Almuen sin Klage og erklærede, at den vist vilde udrede til Kongen al sin
- ↑ N. Dipl. II. 506, 507.
