Sagen mellem Kongen og de holsteinske Grever. I hans Fravær førte Dronning Filippa Rigsstyrelsen[1]. Det er en bekjendt Sag, at hun, overalt hvor hun formaaede det, søgte at rette paa sin Mands Feiltrin, og at hun derfor nød en almindelig Høiagtelse og Kjærlighed i hans Riger. Denne Omstændighed har udentvivl bidraget sit til, at Nordmændene netop nu, da de kunde vente at finde et aabent og velvilligt Øre for sine Klager, ere fremkomne med disse, og det i sterke Udtryk, – dog, som man let seer, med Iagttagelse af et vist Maadehold og især med Bevidnelsen af deres Hengivenhed baade for Kongens og Dronningens Person. Klagerne gik forresten, saavidt vides, ikke ud paa at bevirke nogen gjennemgribende Forandring i den hele Styrelsesmaade, eller i Rigsforfatningen, men kun paa Forbedring i enkelte Menigheders Kaar og paa at fremkalde et nøiere Tilsyn fra Kongedømmets Side med dets Embedsmænds Adfærd. Hvorvidt Klagerne have frugtet, er ei bekjendt. Ganske unyttige have de maaskee ikke været; i det mindste spores ikke deres Gjentagelse i de næstpaafølgende ti Aar. Sagerne gik i al denne Tid, som det lader, uden alvorlig Paatale, om end ikke til Folkets Tilfredshed, sin gamle skjæve Gang.
Under denne tilsyneladende Ro fortfor dog vistnok en indre Gjæring i Norge, hvilken snart vandt Styrke ved aabenbare Yttringer af en lignende i de tvende andre forbundne Riger, især i Sverige. Almenhedens Opmærksomhed maa ved denne Tid i et eller andet af Rigerne, om ikke i dem alle, være bleven henvendt paa deres Forenings Natur, og der maa have været reist Spørgsmaal om, hvilke Forpligtelser og Rettigheder for hvert enkelt denne Forening egentlig medførte. Man maa slutte dette deraf, at just nu det gamle Foreningsudkast af 1397, der var opsat i Kalmar, blev fremdraget af en otte og tyveaarig Forglemmelse, og en Notarialgjenpart deraf paa Pergament udfærdiget. Dette skede i Kalundborg den 11te September 1425. Kongens norske Kansler, Biskop Jon af Oslo, sees, mærkelig nok, herved at have spillet en fremtrædende Rolle. Thi ikke alene beseglede han med Biskoppen af Roskilde og Flere Gjenparten, men det var en af hans Kirke, nemlig en Thoke Nikolaussøn, Kannik af Oslo, der i Kongens Navn fremlagde Originaldokumentet for Biskoppen af Roskilde og forlangte Notarialgjenparten.[2]. Det er ganske rimeligt, at deels de Bidrag til den slesvigske Krig, som fordredes af Norge og Sverige, deels Misnøiet der med de af Kongen ansatte fremmede Embedsmænd kan have fremkaldt Tale og Spørgsmaal om, hvorledes det egentlig forholdt sig med den Forening, der var sluttet i Kalmar mellem Rigerne, – en Forening om hvis Tilværelse der var Syn for Sagen, men om
