hvis bindende Kraft og nærmere Betingelser de fleste af Rigernes Hovdinger kun havde et saare dunkelt Begreb, og Almuen, tør man vel sige, slet intet. Kong Erik, der ikke var stort meer end en Dreng da Foreningen sluttedes, og maaskee aldrig havde seet det skrevne Udkast for Betingelserne, fandt det nu fornødent at gjøre sig bekjendt med dette og at have det ved Haanden i en nogenlunde lovlig Form, om han maatte behøve det for at styrke sin Ret. Nogen Offentliggjørelse eller videre Udbredelse af Dokumentet fandt imidlertid heller ikke nu Sted, og Almenheden vedblev fremdeles at være uvidende om dets Indhold, ja vel endog om dets Tilværelse.
Men en saadan Hemmeligholdelse, som Erik maaskee for Øieblikket fandt statsklog, virkede neppe uden til Skade for hans egen Sag og for selve Foreningen. Thi den gav hvert af Rigerne Anledning ja Net til at forklare den, som med dets særlige Tarv bedst stemmede, og at betragte den, om det saa vilde, som en blot og bar Forening under samme Konge, eller endog kun for Eriks Levetid. Og var man først kommen til en saadan Anskuelse, da indsees let, at Ankeposterne mod Eriks Styrelse fra Norges og Sveriges Side kunde mangfoldiggjøres fast i det uendelige, og at den hele Statsforening maatte fremstille sig som en Byrde for hvert enkelt af de tvende nævnte Riget, ligesom i ældre Tider Foreningen mellem Norge og Sverige under Kong Magnus Erikssøn.
Hertil kom en Omstændighed, som paa Stemningen i Danmark og Sverige havde stor Indflydelse, medens den for Norge var af mindre Vigtighed. Kong Eriks Egteskab var barnløst. Men døde han uden at efterlade Sønner, da skulde, selv ifølge Foreningsudkastets udtrykkelige Ord, et frit Valg af den fælles Konge foregaa. Erik ønskede imidlertid at bevare Kongedømmet i sin pommerske Æt og nærmest at overføre det efter sine Dage paa sin Farbroders Søn, Hertug Bugislaf af Pommern. Han kaldte denne til sig i Danmark, og lagde sin Hensigt med ham aabenbare for Dagen allerede i 1420 og siden ved mange Leiligheder.
For Nordmændene medførte dette intet Anstød. Det norske Folk synes aldeles ikke at have havt noget Begreb om den Ting, at Norge ved Kalmarforeningen var forandret fra et Arverige til et Valgrige. Det havde i 1389 antaget Erik ifølge sin Kongearvefølgelov til sin Arvekonge; ja det var ved hans Antagelse endog udtrykkelig bestemt, at Kongearven skulde regnes fra ham efter de gamle lovbestemte Regler. Dette var gammel norsk Ret, og at der heri ved Norges Forening med Danmark og Sverige var foregaaet nogen Forandring, var ikke den norske Almenhed vitterligt. I Nordmændenes Øine var følgelig Bugislaf efter Loven Eriks nærmeste
