Arving til Kongedømmet, og at Erik søgte at sikkre ham dette efter sin Død kunde for dem ikke være i mindste Maade stødende.
Ganske anderledes forholdt det sig derimod med Danmark og Sverige, der begge for Foreningen havde været frie Valgriger, og for hvis Skyld utvivlsomt Bestemmelserne om Kongevalget vare ind- førte i det skrevne Foreningsudkast. Selv om Almenheden i Danmark og Sverige kjendte Foreningsbetingelserne, maatte den betragte Eriks Bestræbelser for Bugislaf som stridende mod Rigernes Valgret, hvilken kun var indskrænket tør det Tilfælde, at Kongen efterlod Søn. Men kjendte den ikke Foreningodokumentets Bestemmelser, da maatte Eriks Fremgangsmaade i endnu høiere Grad forekomme den som en Krænkelse af hvert enkelt Riges gamle Lov og Ret. Man finder ogsaa, at baade i Danmark og Sverige Eriks Fremfærd i dette Stykke har afgivet en af Hovedankeposterne mod ham, og hvad Danmark angaar kan man næsten sige, at den var den afgjørende. Thi skjønt man i Danmark maaskee meer end i Sverige underordnede sin Valgret visse Hensyn til Arveretten, saa kunde dette i nærværende Tilfælde kun lidet hjælpe. Da nemlig Løven ikke her som i Norge opstillede nogen bestemt Arvefølge, saa maatte man i at bestemme Arveberettigelsen, hvis man vilde tage Hensyn til denne, nærmest gaa efter Slegtskabsgraden, og da var Eriks Søstersøn, Kristoffer af Bayern aabenbare een Grad nærmere end Bugislaf. Man mærker ogsaa, at det danske Rigsraad allerede omkring 1434, og maaskee langt tidligere, har fæstet sine Øine paa Kristoffer; og hans Besøg i Danmark i det nævnte Aar har neppe fundet Sted uden efter de danske Stormænds hemmelige Tilskyndelse[1]. Men Erik sørgede den Gang for at faa ham fjærnet saa hastig som muligt.
Sammenfatter man i Korthed de Ankeposter, som fremførtes mod Kong Erik i alle tre Riger, da Misnøiet med ham brød ud til aabenbar Opstand, da ere de i Hovedsagen følgende: – 1) Ligegyldighed med Rigsstyrelsens Gang; – 2) Indgreb i Kirkens Rettigheder; – 3) Foragt for Rigernes Raads Forestillinger; – 4) Rigernes Indvikling i ødelæggende Krig; – 5) Rigernes Udsugelse ved overdrevne og ulovlige Skattebyrder; – 5) Indsættelsen af haarde, lovløse, rovgjerrige Embedsmænd, hvilke dertilmed jævnligen vare Udlændinger i det Rige hvor de indsattes; – 7) Anslag mod Danmarks og Sveriges gamle Ret til frit Kongevalg; – og endelig 8) Krænkelse af hvert enkelt Riges Selvstændighed og derved bevirket Forstyrrelse af Statsforeningen. – Herved maa man dog vel mærke sig, at disse Ankeposter, skjønt de vare fælles for Sverige og Danmark, ingenlunde strax i Eet og Alt tiltraadtes af Norge. Der holdt man sig
- ↑ Jahn 129.
