nemlig væsentligen kun til Anker over Skattebyrderne, over Indsættelsen af udenlandske Embedsmænd, samt over de kongelige Embedsmænds Haardhed, og endelig over Tilsidesættelse af Rigets Tarv og Selvstændighed.
Flere af disse Anker, i Almindelighed tagne, maa utvivlsomt ansees for at have været vel grundede. Negtes kan det imidlertid heller ikke, at nogle af dem, naar man nøie og upartisk betragter Statsforeningens Natur og tager Hensyn til Stifterindens oprindelige Tanke med samme, tabe meget af sin Vegt i Anklagen mod Kong Erik. Margretas Tanke var aabenbare – som allerede ovenfor paapeget – at frembringe noget meget mere end hvad man skulde tro, naar man blot holder sig til det skrevne Foreningsudkasts Ord, og glemmer, at Margreta, ganske vist med velberaadet Hu, aldrig lod dette Udkast træde for Dagen i en Form, der gav det en skreven Lovs bindende Kraft. Udkastet antyder et løst knyttet Statsforbund; men Margretas Handlinger vise klart, at hendes egentlige Tanke stilede høiere, at den gik ud paa hverken meer eller mindre, end efterhaanden at sammensmelte alle tre Riger til eet, alle tre Folkefærd til eet eneste. Men var nu Erik fra sine tidlige Aar af indviet i denne Margretas hemmelige Plan, – var han af hende oplært til at see i det stiftede Statsforbund en blot Indledning til de tre Rigers og de tre Folkefærds Sammensmeltning, hvilken en Fortsættelse af Margretas Styrelsessystem skulde forberede og fremskynde, – antog han endelig i god Tro, at denne Sammensmeltning var gavnlig ikke alene for Kongens Magt men ogsaa for Undersaatternes Velvære, og at den virkelig var gjennemfor-lig ad den af Margreta anviste og betraadte Vei, – var alt dette Tilfældet, hvilket med Rimelighed kan tænkes, eller i alt Fald ikke reentud kan negtes, da stiller sig formentlig meer end eet Anklagepunkt mod Eriks Styrelse i et mildere Lys, end det hvori hans Anklagere saa det eller fremstillede det.
Navnligen gjælder dette hans Bestræbelser for at faa Hertug Bugislaf, der var hans lovlige nærmeste Arving i Norge efter dette Riges Lov, antagen til sin Efterfølger ogsaa i de tvende andre Riger. Thi dermed sigtede han jo dog nærmest kun til at forhindre Statsforbundets Splittelse ved sin Død. Det gjelder ogsaa tildeels om Indfødtes Ansættelse af det ene Rige til Embedsmænd i det andet, – en Fremgangsmaade, som var begyndt af Dronning Margreta, og som dog væsentlig synes at have sigtet til en fastere Sammenknytning af Rigernes Forening og til en Forberedelse af Folkenes Sammensmeltning. Det samme kan siges om den ringe Opmærksomhed, han beskyldes for at have viist hvert enkelt Riges Raad. Thi allerede Margreta havde øiensynligen stræbt at overføre de enkelte Rigsraads
