Myndighed paa et større blandet Raad, for derved, som og ved at udvide det fælles Kongedømmes Magtfylde, samt ved at udnævne saa faa høie Rigsembedsmænd som muligt i hvert enkelt Rige, at svække den særskilte, Sammensmeltningen naturligvis ugunstige, Selvstændighedsfølelse, og bringe denne til at gaa op i en for Statsforbundet fælles.
I alle disse Stykker maa man indrømme, at Erik kun fulgte Margretas Tanke paa den af hende anviste Vei, idet han desuden neppe kunde siges derved at have krænket Foreningsudkastets udtrykkelige Ord, hvis man forresten derpaa vil lægge nogen særdeles Vegt. En anden Sag er det, at Erik maaskee i sine Bestræbelser for Bugislaf bar sig mindre klogt og lempeligt ad; – at han i Beskikkelsen af Embedsmænd ikke holdt sig til de tre forenede Rigers Bern (hvilke han med et vist Skin af Ret, og idetmindste efter sit Begreb, kunde kalde Indfødte med Hensyn til Statsforbundet i dets Heelhed), men inddrog Tydskere, hvilket ei kunde forsvares, samt at han ikke udvalgte sine Embedsmænd med Skjønsomhed og Samvittighedsfuldhed; – at han endelig maaskee lod Rigernes Raad paa en utilbørlig og stødende Maade føle den Stræben mod Kongedømmets Selvstændighed, hvilken han ansaa for sin Pligt mod Foreningen Alt dette gaar ind under Eriks personlige Feil: hans Ubesindighed og Selvklogskab, hans Mangel paa alvorlig Opfatning af sit kongelige Kald og paa sand Omhu for sine Undersaatters Tarv, endelig hans mindre dybe .Blik i de ham undergivne Folks Ejendommeligheder ligesom i en høiere Statskløgts Fordringer; – det gaar ind under Ankerne om slet Styrelse, uden at det nødvendig forudsætter noget troløst Brud paa indgangne Forpligtelser eller paa Foreningens klart opfattede og udtrykkelig udtalte Vilkaar, hvorfor man dog beskyldte ham. Imidlertid – Ankerne imod Eriks Styrelse kunde, uden at gaa ud paa noget egentligt Foreningsbrud, alligevel i andre Henseender være fuldt grundede og vegtige nok; og at Erik hverken besad den fornødne oprigtige Villie eller moralske Kraft til at bekjæmpe og tilbagevise dem, det aabenbarede sig klart nok i det for ham saa uheldige og krænkende Udfald af den vakte Folkebevægelse.
Det var udentvivl en stor Ulykke for Kong Erik, at han netop ved den Tid, da Misnøiet med hans Styrelse modnede sig til Opstand, tabte en Støtte, som hidtil ganske vist i meer end een Maade havde opretholdt hans Kongedømmes Anseelse. Hans Dronning, den ædle og kloge Filippa af England, døde i 1430. Hun synes at have efterladt et stort Savn hos de forenede Rigers Undersaatter, der oftere havde sporet hendes velgjørende Indflydelse paa Kongen. Ved hen-
