des Død gik Eriks Lykkestjerne, der dog aldrig kan siges at have skinnet ret klart, under i et fuldkomment Mørke.
Det var i Sverige, at Misnøiet med Erik først gik over til aaben Opstand. I 1432 fremstod den berømte Engelbrekt Engelbrektssøn som Dalkarlernes Talsmand imod de kongelige Fogeders Haardhed, og da hans Klager ei tilbørligen agtedes, udbredte snart Gjæringen sig øver Størstedelen af Sverige. Almuen flokkede sig overalt om Engelbrekt, og Folkets Reisning under hans Ledelse gjorde saa rivende Fremskridt, at han i 1434 formaaede at tvinge det svenske Rigsraad til at sætte sig i Bevægelsens Spidse, ja endog til i Vadstena den 16de August at opsige Kong Erik Lydighed. Dette sidste Skridt havde nu vel ikke saameget at betyde som ved første Øiekast kunde synes; thi det var tvunget, og et stort Parti i Raadet var Engelbrekt fiendsk og misundte ham hans Indflydelse hos Almuen. Kong Erik kom seenhøstes, i November Maaned, til Stokholm, aabnede her Underhandlinger med Raadet og enedes med dette om et Slags Voldgiftsafgjørelse i næste Aar ved tolv Rigsraader, fire af hvert Rige. Men da han efter et kort Ophold i Sverige vendte tilbage til Danmark uden at have anordnet nøgen Styrelse for hint Rige i sit Fravær, brød Urolighederne, paa Engelbrekts Anstiftelse, atter ud i Begyndelsen af 1435, og Engelbrekt blev af sit Parti eenstemmig udraabt til Sveriges Høvedsmand. Kongen fik imidlertid atter Underhandlinger i Gang med Raadet og indrømmede dette, at til Rigets Bestyrelse paa Kongens Vegne skulde udnævnes en Drotsete og en Marsk, hvilke Embedsmænd ikke havde været i Landet siden i Kong Albrekts Dage. Til Drotsete udnævntes den gamle sindige Krister Nilssøn af Vasaætten, til Marsk den unge duelige og virksomme, men høist ærgjerrige Karl Knutssøn af Bondeætten. Men dette hjalp kun for et Øieblik. Karl Knutssøn fremtraadte snart i Spidsen for det mod Kongen ildestemte Parti af Raadet, og da Engelbrekt for det første sluttede sig til Karl, vandt dennes Parti fuldkommen Overhaand i Sverige, og Karl selv blev i Begyndelsen af 1436 valgt til Rigets Høvedsmand eller Rigsforstander. Dette Valg fremkaldte vel en Splittelse mellem ham og Engelbrekt, der blot tilsyneladende hævedes derved, at Engelbrekt stilledes Karl ved Siden. Men den sidste blev snart befriet fra sin Medbeiler, da Engelbrekt den 27de April 1436 blev myrdet af en privat Fiende; og nu spillede Karl Mester i Sverige.
Imidlertid havde ogsaa Opsætsighedsaanden forplantet sig til Norge Paa den Tid da det svenske Rigsraad i 1434 efter Engelbrekts Tilskyndelse opsagde Kong Erik Lydighed, havde denne endnu
