sit norske Raad samlet hos sig i Kjøbenhavn[1]. Opsigelsesbrevet var, som for sagt, udstedt den 16de August. Allerede den 27de i samme Maaned tilskrev det norske Raad med Erkebiskop Aslak i Spidsen, ganske vist dertil opfordret af Kongen, det svenske Raad fra Kjøbenhavn, forestilte hvor utidig dets Opsigelse var, og hvilke ulykkelige Følger deraf vilde komme, samt raadede til at gjenkalde Opsigelsen, helst da Kongen gjerne vilde afhjælpe hvad man med Grund kunde klage over[2]. Det svenske Raad derimod eller en Deel af samme, udentvivl endnu under Engelbrekts Indflydelse, udstedte til Norges Raad og Almenhed en Forklaring over Tilstanden i Sverige og den der stedfundne Opstand. Brevet var givet i Stokholm den 12te September 1434 og var aabenbare beregnet paa at stemme Nordmændene gunstig for det gjorte Skridt. En Mængde Anker mod Kong Erik fremførtes, Landets Nød udmaledes med de sterkeste Farvel-, og Brevet endte med en Bøn, at Nordmændene vilde hjælpe dem til at verge om Svenskernes Rettigheder[3]. Hvorledes dette Brev er blevet optaget i Norge, og hvilke dets umiddelbare Virkninger have været, vides ikke; men ganske uden Indflydelse paa den Reisning, som kort efter sandt Sted i Landets østlige Egne, har det dog neppe været.
Ved Midsommerstid 1436 sees en voldsom Rørelse at være i fuld Gang blandt Almuen i en meget stor Deel af Oslos Biskopsdømme, især i Kystegnene, ligefra Sveriges Grændse i Øst og ligetil Grændsen mellem Skida-Syssel og Agder i Vest. Naar den egentlig har taget sin Begyndelse, eller hvad der har været dens nærmeste Anledning, vides ikke. Kun saameget seer man, at Almuen har ført store Anker mod Rigsstyrelsen og mod Kongen, samt at den med væbnet Haand har villet give sine Klager Vegt. Til sin „Høvedsmand og Forsvarer“ kaarede den en vis Amund Sigurdssøn, der maa have været en Mand af Æt og Anseelse, ja som det lader endog kongelig Lensmand. Omegnen af Folden var Middelpunktet for Urolighederne, Tunsberg og Oslo de Steder, som i Begyndelsen mest truedes.
Paa Tunsberghus var dengang Endride Erlendssøn[4] Høvedsmand, en anseet Ridder og gammelt Medlem af Norges Raad. Paa Akershus var Høvedsmanden Svarte-Jønes, ogsaa Ridder og Medlem af Raadet, men rimeligvis en Dansk af Fødsel. Disse to Riddere tilligemed fem andre verdslige Raadsmedlemmer samt desuden Lagmanden af Tunsberg og fire Væbnere optraadte som Forsvarere af Kongens Sag i Viken. Dog skrede de, som det lader, ikke strax til at møde Magt med Magt; hvad enten de nu dertil ikke have fundet
