Personer, der paa denne Tid maa have beskyldt Høvedsmanden paa Akershus, den før nævnte Svarte-Jønes, for at gaa for lemfældigt tilverks mod de Opsætsige, ja vel for at spille under Dække med disse og puste til Oprøret; thi han fandt det fornødent, at optage den 15de Oktober et Vidnesbyrd om sit Forhold, for at retfærdiggjøre sig hos Kongen[1]. Han viste sig dog som fuldkommen tro imod denne, da man fra begge Sider mod Aarets Slutning atter greb til Vaaben. Dette skede rimeligvis dog først, efterat Stilstanden den 11te November var udløben, uden at endnu noget Raadsmøde var kommet istand. Amund Sigurdssøn bemægtigede sig, eller besad allerede fra tidligere, den faste Biskopsgaard i Oslo. I December Maaned rykkede Svarte-Jønes med Sigurd Jonssøn og Oslos Lagmand Simon Bjørnssøn i Spidsen for alle Oslos Borgere, der følgelig have holdt fast ved Kongens Sag, mod Biskopsgaarden og begyndte der at beleire Amund. Denne kom herved i Forlegenhed og lyttede nu til sine Modstanderes Opfordring, der gik ud paa, at han skulde vende tilbage til sin Lydighed mod Kongen og Rigets Raad. En Overenskomst blev sluttet den 13de December, hvorved de tre Høvedsmænd for det kongelige Parti lovede Amund, at ville udvirke for ham Kongens Naade, eller, hvis dette ikke kunde skee, sørge for hans Sikkerhed. Han opgav derpaa Biskopsgaarden til Svarte-Jønes paa St. Halvards og Kongens Vegne og lovede med sine tilstedeværende Tilhængere aldrig meer at skulle være Kongen, Riget eller Rigets Mænd imod, men tvertom for Fremtiden tjene Kongen efter bedste Evne, ligesom han gjerne vilde bede om Kongens Naade. Han udstedte herpaa sit Brev, hvilket fem af hans Tilhængere med ham beseglede[2]. Det vigtigste Skridt til Rolighedens Gjenoprettelse i Norge var saaledes allerede gjort før Raadet traadte sammen i Oslo. Thi at dette ikke var skeet, eller i det mindste ikke Erkebiskoppen ankommen, da Overenskomsten med Amund Sigurdsøn sluttedes, synes fremlyse af, at Erkebiskoppen derved ikke nævnes, hvilket vilde være uforklarligt, hvis han dengang havde været tilstede i Oslo. Strax efter maa han imidlertid have indfundet sig, og Conciliet i det mindste taget sin Begyndelse, eftersom dets Statuter, som tidligere sagt, ere udfærdigede den 20de December 1436[3]. Raadet var længe samlet i Oslo udentvivl af den Grund, at man baade fandt det nødvendigt at
- ↑ N. Dipl. III. 528.
- ↑ N. Dipl. III. 528–529. Det forekommer mig, med Diplomatariets Udgiver, at ved St. Magnus’s Dag, her maa forstaaes den før Juul, eller Magni translatio, nemlig 13de December, ikke den almindelige Magnus Messe, den 16de April. Hele Sammenhængen i Begivenhederne synes mig tale for, at den førstnævnte her er meent.
- ↑ S. o. f. II. 491.
