af os og hele Almuen med Samtykke udviste paa alle vore Thing i Norge; og vi ville dem aldrig oftere ind have til Embedsmænd for den store Uret og Byrde, de have gjort Klostre og Kirker, Lærde og Læge“. Dog undtages fra denne Forvisning „de Udlændinger, som nu ere gifte i Norge“. Dem vilde Almuen „lide og taale“ i deres Levedage “dog saaledes at de ingen Embedsmyndighed maatte have“, og forøvrigt under den Betingelse, at de svore Kongen og Rigets Mænd Huldskab og Troskab uden Svig. Kongen skulde passe paa „med de danske og andre udenlandske Mænd, som nu ere uddrevne“, at de ingen Fiendtligheder derfor øve paa Riget. – 5) Videre lovede Raadet at skrive til Kongen, at han skulde indsætte en Drotsete i Riget, og der indføre stadig Mynt, samt at han skulde lade Seglet atter komme tilbage til Norge, saa at Indbyggerne ei skulde tvinges til at løbe udenlands efter Seglet, „hvilket er kommet Landet og Rigets Raad til stor Skade og Byrde.“ – 6“) Ligeledes vilde og Rigets Raad skrive til Kong Erik, at han for Guds Skyld maatte vise Naade mod Almuen i Viken med Hensyn til de ulovlige, tunge Skatter, „som umilde Fogeder dem have paalagt foruden de rette gamle Skatter, paa det at den Landsende ikke skal aldeles lægges øde.“ – Raadet lyste, efterat fornævnte Punkter vare antagne, med hele Almuens, Lærdes og Læges, Samtykke en evindelig Fred, og Grid, og Tilgivelse „over alt Norges Rige, som nu var i Opstand,“ og navnligen for hvad Amund Sigurdssøn og hans Medhjælpere havde gjort. Den som brød Forliget, i hvo han end var, skulde være sand Landsforræder og have Gods og Fred forbrudt. Disse Artikler skulde holdes over alt Norge “paa vor naadige Herres Kong Eriks og Norges Riges Raads Forbedring og yderligere Bestemmelse og Stadfæstelse.“ Tre Breve om dette Forlig, alle enslydende, skulde udstedes; det ene skulde Kongen beholde, det andet Rigets Raad i Norge, det tredie „den menige Almue“[1].
Samme Dag den 18de Februar 1437, kundgjorde Erkebiskop Aslak, Biskop Audun, Endride Erlendssøn og Erlend Endridessøn,i Egenskab af Rigets Raad, ved sit aabne Brev, at det var lykkets dem i et Møde i Biskopsgaarden at bilægge hele den Tvist, som var reist af Amund Sigurdssøn og en Deel af Norges Almue, og al bringe en evig Fred og Forening istand, stemmende med Almuens beseglede Brev. Dette skulde de troligen fra sig sende og skrive til Kongen efter den trufne Aftale, med Bøn om, at han vil tage disse Anliggender, hvilke angaa baade ham selv og Raadet og Rigets menige Indbyggere, i alvorlig Betragtning, eftersom han vil staa til Ansvar for den øverste Konge og Dommer[2].
