Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/526

Denne siden er ikke korrekturlest
512
Fjerde Tidsrum.


Det fremlyser af den hele Forhandling, at det norske Raad langt fra ikke har faret frem med Haardhed og Trudsler mod den oprørske Almue og dens Høvdinger; tvertimod har det i Hovedsagen givet den Ret i dens Klager og gaaet i kraftig Forbøn for dens Anfører, hvis Skyld det saaledes efter al Rimelighed ikke har fundet i nogen overvættes Grad stor. Raadets Fremfærd viser baade Mildhed og Klogskab og Fædrenelandssind. Erkebiskop Aslak og Hr. Endride Erlendssøn have efter alt Udseende været Forhandlingernes egentlige Ledere; og begge disse Mænd have undentvivl i Nærheden og med Opmærksomhed betragtet Urolighederne i Sverige og af dem lært, hvilke uberegnelige Ulykker en Folkeopstand, forbunden med indre Splid mellem de styrende Høvdinger, kunde paaføre et Land. Forliget til Oslo var hæderligt for begge de underhandlende Parter og indeholdt i Grunden heller intet, som kunde være i mærkelig Grad stødende for Kongens Ære. Det skulde være den Strasløshed og de Fordele, der fordredes for Opstandens Høvedsmand; men dette var dog for ubetydeligt at regne i Sammenligning med, hvad Kongen allerede tidligere havde seet sig nødsaget til at indrømme Anførerne for Opstanden i Sverige. Det norske Raad har ligesaavel som Almuen følt Landsstyrelsens Brøst, og man er fra begge Sider kommet hinanden imøde for i Ærbødighed at foreslaa Kongen de ønskelige Forandringer. Hvorledes Erik har optaget Forslaget, eller om han har gjort noget Alvorligt for at bringe det i Udøvelse, vides ikke. Det varede endnu en Stund, før han beskikkede en Drotsete for Norge; og dog var dette udentvivl en af de Fordringer, som lettest og snarest lod sig opfylde. Eriks Stilling i de tvende øvrige Riger var nu bleven saa indviklet og saa farlig, at han ei ret vidste hvad han skulde gribe til; og i sin Raadvildhed lod han helst alt gaa sin skjæve Gang, saameget mere, som den Tanke vel allerede var kommen til en vis Modenhed hos ham, at overgive sine Riger og kun sørge for sin egen Ro. Under disse uheldige Omstændigheder har han rimeligvis ikke med noget synderligt Alvor antaget sig Nordmændenes Klager og Forestillinger, skjønt disse i Grunden aandede en større Forsonlighed og Hengivenhed for hans Person, end han paa den Tid sporede hos sine Undersaatter i Sverige og Danmark.

Amund Sigurdssøn forsvinder efter Forliget til Oslo af Historien, og hans senere Skjebne kjendes ikke. Men derved at han nedlagde Vaaben tilveiebragtes ikke strax en fuldkommen Rolighed i det sydlige Norge. Opsætsig Negtelse af Skat samt betydelige Voldshandlinger fra Almuens Side mod visse Stormænd, der dog ikke synes at have været Udlændinger, fortsattes i flere Bygdelag. Især vare Thelerne og i det Hele Almuen i Skidasyssel længe i Oprør,