Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/527

513

Urolighederne stilles.

hvilket Olaf Buk, Høvedsmand paa Akershus efter Svarte-Jønes, og Biskop Jon af Oslo gjorde sig al Umage for at stille. Hovedmanden for disse senere Uroligheder var en vis Halvard Graatop, der havde været blandt Amund Sigurdssøns Tilhængere^[1], og rimeligvis ei fandt sig fyldestgjort ved Forliget i 1437. Udentvivl har Halvard været en Mand af mindre fremragende Stilling i Samfundet, og hans Indflydelse derfor af ringere Omfang end Amunds; men netop af den Grund har maaskee ogsaa hans og hans Tilhængeres Adfærd været meer lovløs og voldsom. Man seer, at han ved et anstiftet Opløb, hvori Almuen i Akerssogn og Bergheims Hered (Bærum) synes at have deeltaget, havde til Hensigt at overfalde og ødelægge Oslo^[2]. Forresten vides ikke hvor længe hans oprørske Færd har varet, eller hvad Ende det har taget med ham. Mange af hans Tilhængere maatte i 1438 og 1439 med haarde Bøder afsone sin Ulydighed og den Vold, de havde øvet under Opløbet^[3]. Dette skal først være blevet nogenlunde stillet i 1440, dog ikke saa fuldkommen, at jo endnu to Aar senere kongelige Trudsler og Formaninger til Almuen i Thelemarken udkrævedes for at holde den i Lydighed^[4].

99.

Kong Eriks Afsættelse og Kristoffer af Bayerns Valg til Konge, først i Danmark, saa i Sverige, og endelig i Norge 1442. Tilbageblik paa den norske Stats og Kirkes Forhold under Erik.

Forliget til Oslo af 18de Februar 1437 lægger tydelig for Dagen, at man nu i Norge var kommen til den Overbevisning, at Rigets selvstændige Stilling i det indgangne Statsforbund maatte sikkres, deels ved Udlændingers Udelukkelse fra Landets Embeder, deels ved nærmere Bestemmelser af Forbundsvilkaarene. Til den samme Overbevisning var man ogsaa kommen i hvert af de to andre Riger, og fra Sveriges Side blev Kravet paa saadanne nøiere Bestemmelser lydeligst udtalt. En Forening mellem Rigerne som den, Margreta havde stræbt for, og Kong Erik i hendes Fodspor havde villet gjennemdrive, viste sig nu, da Almenheden i hvert af dem havde saaet Øinene op, som en Umulighed, som et Tankefoster, der ikke i Virkeligheden fandt Livsnæring. Men et Forbund mellem dem ligeover for

1. Maaskee er han samme Mand som den Hallvard Thoressøn, der baade i Overenskomsten paa Jersø og ved Opgivelsen af Oslos Biskopsgaard nævnes blandt Amunds Tilhængere; Graatop var utvivlsomt et Tilnavn eller Øgenavn paa ham.
2. N. Dipl. III. 536.
3. Breve, som oplyse dette, findes i N. Dipl. II. 554, II. 535, 539–546.
4. Jahn 195, som han opgiver: efter Arkivdokumenter.