Udlandet, under Opretholdelse af hvert enkelts fulde Selvstændighed, var en Tanke, som endnu de mest oplyste og indflydelsesrige Mænd blandt de tre Folk nærede, idet mindste de, som ikke altfor meget blendedes af personlig Ærgjerrighed og Vindesyge. For et saadant Forbund, meente man, skulde en fælles Konge være det sammenknyttende Baand og den synlige Repræsentant, medens hvert enkelt Riges Selvstændighed skulde opretholdes og repræsenteres ved dets særskilte Raad af indfødte Mænd og ved visse særegne høie Rigsembedsmænd, hos hvilke Kongedømmets udøvende Myndig- hed nærmest skulde hvile med Hensyn til Rigets indre Anliggender, naar Kongen ei personligen var tilstede inden dets Grændser. Denne Tanke og dette Ønske udtaltes ideligen af de Svenske under deres uafladelig afbrudte og gjenoptagne Underhandlinger med Kong Erik, efterat Utilfredsheden med hans Styrelse havde givet sig Luft i en fuldkommen Folkereisning. Erik selv maatte, om end som det lader under en.bestandig indre Modstræben, laane det almindelige Ønske Øre. Muligen kunde han ved en fornyet Forbundsakt, bygget paa de Grundsætninger, som den almindelige Stemme udtalte, og ved en oprigtig Overholdelse af dens Bestemmelser, have reddet sit Kongedømme; men hans Forholdsregler vare halve og vaklende, og dertilmed neppe udsprungne af nogen oprigtig Villie.
At man i alle tre Riger alvorligen har tænkt paa et nyt Forbund efter de ovenantydede Anskuelser, viser det mærkelige endnu tilværende Udkast, der fremstiller Vilkaarene for et saadant. Det er udarbeidet af sex Rigsraader, to af hvert Rige, nemlig de tre Erkebiskopper: Johannes Laxmand af Lund, Olaf af Upsal og Aslak Bolt af Nidaros, samt tre Riddere: Axel Pederssøn (Thott) af Danmark, Krister Nilssøn (Vasa, Drotsete) af Sverige og Endride Erlendssøn af Norge. Men naar og hvor det er forfattet, vides ikke, undtagen at det maa være efter Begyndelsen af 1436 og inden Midten af 1438. Man har gjettet paa Høsten 1436, strax før eller under Rigsdagen i Søderkjøping, der holdtes i October Maaned samme Aar; men dette er, som sagt, blot en Gjetning[1].
I Indledningen omtales som Grundlag for det der opstillede Forbund den Forening, som Margreta i Kalmar havde istandbragt mellem de tre Riger ved at saa Erik valgt til deres fælles Konge. Een Konge vilde de nu ogsaa have, „dog saaledes at hvert Rige skulde blive ved sin Lov og Ret“ (d. e. beholde sin fuldkomne Selvstændighed). Derpaa opstilledes følgende nærmere Bestemmelser:
1) Kongen skal ikke i noget Rige unddrage eller sætte anden Lov og Ret,“ undtagen med „menige Rigets Indbyggeres Samtykke og
- ↑ Lgbr. IV. 166: Jahn 169.
