de have svoret, „skulle de forestave Eden og modtage Ordet af alle de øvrige Vælgere.“ – 13) Kan man ei komme overens om Valget, „saa skal man ei derfor Konge miste.“ De 40 Valgmænd af hvert Rige skulle da af sin Midte udnævne fire de fornuftigste, to Geistlige og to Verdslige, saa at de tilsammen blive tolv. Disse skulle derpaa strax gjøre sin Ed paany og saa samles i eet Hus, og ei adskilles, før de ere blevne enige om Valget; og derved skal det da blive. – 14) Den som bliver „biltog“ i Sverige, „fredløs“ i Danmark og „utlæg“ i Norge, han skal ingensteds Fred have i de tre Riger. – 15) Told og Mynt og andre saadanne Sager, hvorom det vilde blive for langt at handle i dette Skrift, henskydes til Kongen og hans Raad i hvert Rige, at de dermed styre og raade som de finde nyttigst for Rigerne efter bedste Samvittighed og efter som de ville svare for Gud[1].
Forfatterne til dette Dokument navngives, som allerede sagt, i dets Begyndelse, og man maa af visse Ord i Indledningen tro, at de have havt et Slags Bemyndigelse af Kongen; men om de ogsaa have havt en lignende af de enkelte Rigers Raad, siges ikke. To af dem: den danske Axel Pederssøn og den norske Endride Erlendssøn havde været tilstede i 1397 paa Mødet i Kalmar og medbeseglet Vidnesbyrdet om Kong Eriks Kroning[2]; de maa altsaa have kjendt nøie til de ved samme Leilighed mundtlig tagne Beslutninger om Rigernes Forening, skjønt ingen af dem nævnes blandt Udstederne af det skrevne Udkast. Den svenske Krister Nilssøn nævnes vel ikke blandt de ved hint Møde nærværende; men han var en gammel Mand, som alligevel kan antages at have havt nøie Underretning om de der drevne Forhandlinger. Nærværende Opsats giver saaledes, jævnført med udkastet af 1397, et godt Indblik i det Omslag, som i de mellemliggende 40 Aar var foregaaet i Folkestemningen. Man var i 1397 indgaaet vakt en svævende Forening, i hvilken Margreta lagde alt for meget, de forenede Folk næsten intet, – en Forening, hvilken man, om man vilde, kunde fortolke som Indledning til en fuldkommen Stats- og Folke-Sammensmeltning, eller hvilken man paa den anden Side, hvis man derved fandt sig bedre tjent, kunde paastaa var blot midlertidig, knyttet ved en Tilfældighed og opløselig ved en ny Tilfældighed. I 1436 var man af Erfaringen bleven belært med Hensyn til hin Forenings største Mangler, hvilke man troede laa i dens Ubestemthed, men man havde dog ikke vundet noget klart Blik med Hensyn til hvorledes en ny burde indrettes. Nu opstillede man en Forening, hvis Uopløselighed man stræbte at sikkre ved de tydeligste
