Bestemmelser om Kongevalget, men i hvilken man derhos vilde strengt opretholde hvert enkelt Riges Selvstændighed, og forebygge det enes Fortrin for eller Overvælde over det andet. Det fælles Kongedømme, der dog skulde være det Rigerne sammenknyttende Baand, blev ikke udstyret med nogen iøinefaldende stor Myndighed; snarere lod udkastet ane, at man for at afverge Vilkaarlighed fra Kongens Side gjerne vilde hæve Raadet og de høie Rigsembedsmand i hvert af Rigerne paa Kongedømmets Bekostning, og gjøre dette tit et Skyggebillede. Derimod opstilledes flere smaalige, formelle Bestemmelser, hvilke, idet de tænktes at afverge alt Skin af Ulighed mellem Rigerne, i Grunden vanskeliggjorde Foreningens strenge Overholdelse. Den sidste Forening blev imidlertid ligesaalidet som den første til meer end et blot Udkast. Bindende Lovskraft fik den aldrig, skjønt Grundsætningen, paa hvilken den var bygget, fastholdtes i de nærmeste Tider især fra Sveriges Side, med hvis historisk givne Forhold den maaskee ogsaa kan siges bedst at stemme.
Hvor stor eller liden Andeel i Forfatterskabet af dette mærkelige og i flere Stykker fortjenstlige Udkast de tvende norske Deeltagere, Erkebiskop Aslak og Hr. Endride Erlendssøn, have havt, er det nu umuligt at bestemme. Hvad der sikkert maa tillægges dem er Bestemmelsen angaaende Kongevalget, forsaavidt Norge deri skulde deeltage. Og denne Bestemmelse, maa man indrømme, var vel afpasset efter de norske Forhold, – naar først Nordmændene for Alvor vilde opgive sit arvelige Kongedømme og gaa ind paa et Statsforbund med en af alle de forenede Riger i Fællesskab valgt længe som Hoved. Men for Mængden af det norske Folk stod endnu denne sidste Tanke langt fra ikke klart og bestemt udpræget.
Eriks Kongedømme blev imidlertid alt meer og meer undergravet og vaklende baade i Sverige og Danmark. Hvad der endnu en liden Stund opretholdt det i førstnævnte Rige, var den indbyrdes Splid mellem selve de styrende Stormænd og den Misundelse, som mange af disse nærede mod Karl Knutssøn. Dette gjorde, at et Parti i Sverige fremdeles holdt sig til Erik, i det mindste i Navnet, og at Underhandlinger og Overenskomster mellem ham og hans Modstandere endnu af og til kunde istandbringes. Endnu den 9de Juli 1438 blev en Overenskomst sluttet til Kalmar mellem det svenske og danske Raad, hvorved man erkjendte Erik for begge Rigers fuldmyndige Konge, og vedtog en „evig Forening“ mellem Rigerne, omtrent paa den gamle Kalmar-Forenings Vilkaar. Men denne Fornyelse af Foreningen erkjendtes dog af begge Parter for ikke at kunne være nogen endelig Beslutning, deels fordi Fuldmægtige fra Norge ei vare tilstede, og deels fordi Tiden ikke tillod at opstille alle Vilkaarene udførligen. Man lod endogsaa indflyde en Slutningsartikel, hvori bestemtes, at i
