Tilfælde af Kongevalg skulde det først afgjøres: om det var bedre at vælge een Konge over alle tre Riger, eller om hvert Rige skulde have sin egen Konge, dog med Forbehold, at ogsaa i sidste Tilfælde det gamle Forbund med Hensyn til gjensidig Hjælp skulde blive staaende ved Magt[1]. Saaledes løsnedes Foreningen meer og meer, idet man nu næsten var kommet til det Punkt at betragte den blot som et Forsvarsforbund mellem Rigerne, hvilket ikke engang nødvendig krævede en fælles Konge.
Denne fornyede Erkjendelse af Eriks Kongedømme var dog neppe synderlig oprigtig meent fra det svenske og danske Raads Side; og Erik selv synes heller ikke at have sat stor Lid til den. Han var allerede led og træt af al den Tummel, som omgav ham. Han var i 1437 tyet til den afsidesliggende Ø Gotland for der i noget større Ro at afvente Tingenes Gang, og han skulde udentvivl med Glæde have opgivet Kongedømmet, havde man kun i Danmark og Sverige føiet hans Ønske, at vælge Bugislaf af Pommern til hans Eftermand. Men dette vilde man ikke. Tvertimod da Erik fremturede i sit Stivsind og ved sin Fjærnelse til Gotland syntes at have vendt Danmark Ryggen, indlod det danske Raad sig i Underhandlinger med Hertug Kristoffer af Bayern og tilbød denne Rigsforstanderskabet i Danmark. Kristoffer modtog Tilbudet. I Lybek blev han i Juni 1439 mødt af det danske Rigsraad, og den 23de Juni antagen til Danmarks Rigsforstander, hvorpaa Raadet samme Dag udstedte og tilsendte Kong Erik sit Opsigelsesbrev, hvilket denne modtog en Maaned senere paa Gotland.
Saasnart man i Sverige spurgte dette det danske Raads Skridt ilede man med et lignende. Det svenske Raad samlede sig i September Maaned samme Aar 1439i Telge, opsagde Erik Huldskab og Troskab og bekræftede Karl Knutssøn i hans Stilling som Sveriges Rigsforstander.
Medens man saaledes i Danmark og Sverige ganske opgav Kong Erik, var det som om man i Norge netop stræbte at slutte sig fastere til ham, hvad enten dette nu har været fordi Nordmændene følte sand Medynk med sin gamle Konge i hans Ulykke, eller fordi de frygtede for at indvikles i skadelige Uroligheder og forværre sin Stilling istedetfor at bedre den ved at følge Danernes og Svenskernes Exempel. Erik havde ikke hidtil opfyldt Nordmændenes i 1437 yttrede Ønske om en egen Drotsete. Alligevel gjorde Nordmændene i Begyndelsen af 1439, under Anførsel af Jon Ummereise og Olaf Bul, et Indfald i Sverige for at understøtte Kongens Sag der, og beleirede Elfsborg[2]. Toget havde ingen synderlig Virkning, men maatte
