efter hinanden følgende Biskopper i Oslo: Jakob og Jon. Men ved denne Tid finder man, at Biskop Jon har fratraadt hint Embede, og at Andres Mus, der allerede længe forud var Provst til Mariekirke, har overtaget det i hans Sted. Sidste Gang Biskop Jon vides at have forrettet som Kansler, er ved Udstedelsen af et Landsvistbrev i Oslo den 26de Mai 1434[1]. Men Andres Mus, der allerede i 1424 nævnes som Provst til Mariekirke[2] og endnu i Juli 1437 bærer dette Embedsnavn alene, omtales, hvad strax efter skal sees, i Sommeren 1440 tillige som Kansler. I Mellemtiden mellem 1437 og 1440 er altsaa den Forandring foregaaet, hvorved Kanslerembedet i Norge atter sattes i sit gamle Forhold til Mariekirkens Provsti.
Om Kong Erik ved at tilsætte en Drotsete i Norge, og derved give Landsstyrelsen her, under sin Fraværelse, større Fasthed og Selvstændighed, har havt fortrinsvis til Hensigt at komme Nordmændenes billige Ønsker i Møde og sikkre sit ældste Riges Tarv; eller om han ikke snarere har havt sin egen og sin Æts Fordeel nærmest for Øie, nemlig i det tro Norge muligen at sikkre sig og Hertug Bugislaf et Vern og en Modvegt mod de tvende andre frafaldne Riger, – dette er noget som vanskelig lader sig afgjøre. Det Sikkre er, at han dette Skridt uagtet, og uagtet den Hengivenhed Nordmændene endnu længe vedbleve at vise ham, dog ikke benyttede med Kraft og Klogskab de Fordele, som herved aabnedes ham, men tvertimod med sit sædvanlige Vankelmod strax igjen lagde Hænderne i Skjødet og selv opgav sin Sag.
Eriks Skjebne kunde nemlig ved hans Afsættelse ingenlunde siges at være afgjort i Danmark og Sverige. I begge Lande fandtes Folk, der vare misnøiede med den nye Tingenes Orden, og som gjerne havde laant en Haand til Eriks Gjenindsættelse, hvis denne ikkun havde skredet ind med Bestemthed. Vel dvælede de Danske ikke længe med at vælge Kristoffer til Konge. Han blev som saadan hyldet allerede den 9de April 1440 paa Viborgs Landsthing, efterat han i Forveien havde lovet at underskrive en Haandfæstning. Men at hans Valg ikke var fremkaldt ved nogen udeelt Almenvillie, det viste noksom den frygtelige Opstand, som kort efter udbrød mod ham i det nordligste Jylland, og som først i 1441 blev dæmpet ved Vaabenmagt, tildeels af Fremmede, og straffet med oprørende Strenghed. I Sverige vare Meningerne deelte, idet Nogle ønskede Foreningen med Danmark gjenoprettet ved Kristoffers Valg til Konge, Andre derimod understøttede Karl Knutssøns ærgjerrige Hensigter, og talte for en fuldkommen Adskillelse fra Danmark ved at hæve Rigsforstanderen til Kongedømmet. Karl fandt det imidlertid ved nærmere Beregning fordelagtigere for
