Øieblikket at selge sin Stemme til Kristoffers Valg saa dyrt som muligt; og Kristoffer selv lovede Alt hvad de Svenske og Rigsforstanderen forlangte af ham. Kristoffer blev saaledes om Høsten 1441 modtagen ogsaa som Sveriges Konge og kronet i Upsal den 14de September.
Men Erik, som fremdeles opholdt sig paa Gotland, benyttede ligesaalidet Bondeopstanden i Danmark og den indre Splid mellem Sveriges Store, som Nordmændenes Hengivenhed, til sin Fordeel. Følgen blev, at ved Udgangen af 1441 var de tvende førstnævnte Riger slupne ham ganske af Hænderne, og Norge derved fuldkommen afskaaret fra al umiddelbar Forbindelse med ham i den Afkrog af hans Riger, hvor han nu havde taget sit faste Sæde.
Det manglede imidlertid ikke paa Opfordringer til Nordmændene baade fra Sveriges og Danmarks Side, at tiltræde Opstanden mod Erik; men de vilde længe ikke indlade sig herpaa. Det norske Raad følte vistnok, i hvilken farlig Stilling det satte Norge ved at afslaa Naborigernes Forlangende; men man haabede endnu, at Erik skulde kunne opmande sig til et kraftigt Skridt. Om Sommeren 1440 var det norske Raad samlet i Oslo, og forblev der, som det lader, hele Juli og August. Der vare tilstede Erkebiskop Aslak, Biskopperne Jon af Oslo, Peter af Hamar, Olaf af Bergen, Gotskalk af Hole og Gregorius af Grønland, Drotseten Sigurd Jonssøn, Kansleren Andres Mus, Provst til Mariekirken i Oslo, videre en Mængde verdslige Raadgivere og desuden en heel Deel af „Rigets Tjenestemænd“ (Embedsmænd). Man besluttede her at sende fire Fuldmægtige: tvende Geistlige, Biskop Jon af Oslo og Sigurd Bjørnssøn Provst til Apostelkirken i Bergen, og tvende verdslige Raadgivere, Jon Ummereise og Kolbjørn Gerst, – til Kong Erik for at foreholde ham Norges mislige Stilling; og man udfærdigede tvende Breve, som disse Mænd skulde overbringe, det ene af 4de Juli, det andet af 22de August, i hvilte man eskede Kongens Raad og Bestemmelse, idet man tillige yttrede, at man, hvis Kongen ei kom dem til Hjælp, muligen kunde blive nødt til at opsige ham sin Tjeneste og „see sig om efter andet Herskab“. Med denne Sendefærd gik det uheldigt. Jon Ummereise døde før Afgangen fra Norge, og de tre øvrige Sendebud hverken naaede selv sin Bestemmelse eller fik de medgivne Breve afsendte til Kong Erik. De bleve nemlig anholdte i Øresund af Kong Kristoffers Udliggere, og Sigurd Bjørnssøn og Kolbjørn Gerst vendte i Slutningen af September tilbage til Norge, medens Biskop Jon derimod med Breve og Dokumenter blev i Danmark. Da de tvende Sendemænd vare komne hjem igjen til Norge, havde de i November Maaned en Sammenkomst med Drotseten Sigurd Jonssøn paa Akers-
