hus og maa her have ført Klage over Biskoppens Adfærd. Thi da en Indbydelse indtraf fra det svenske Raad til det norske at møde til en Overlægning i Lødøse i Begyndelsen af det følgende Aar, og Drotseten tilligemed Sigurd Bjørnssøn og Kolbjørn Gerst i denne Anledning den 25de November tilskrev Biskop Audun af Stavanger med indstændig Anmodning at samles med dem for at være en af dem, som skulde fare til Dagen i Lodøse, – saa lode de i samme Brev Ord falde om Biskop Jons Færd som „skadelig for Landet og dem Alle“ og „ikke gjort paa det Bedste“[1]. Biskop Jon blev imidlertid en Stund i Danmark og maa der udentvivl have drevet hemmelige Underhandlinger med Kong Kristoffer. I nys nævnte Skrivelse omtales nemlig, at Biskoppen havde i Havde et Brev fra Kristoffer til det norske Raad, hvilket han ei endnu havde villet meddele dette; og man seer af senere Forklaringer, at han aldeles ikke havde afsendt Raadets Breve til Kong Erik efter deres Bestemmelse. Først henimod Jul kom Biskop Jon tilbage til Norge, men var endda ikke at formaa til at aflevere de Brevskaber han havde i sit Forvar før den tolvte Dag Jul (den 5te Januar 1441)[2].
Mødet i Lødøse mellem de Norske og Svenske fandt Sted efter Aftale ved Kyndelsmesse (i Begyndelsen af Februar) 1441. Biskop Audun af Stavanger var ei, som paatænkt, der tilstede, men derimod Provst Sigurd Bjørnssøn, Kolbjørn Gerst og tvende andre Verdslige. Angaaende Kristoffers Valg blev intet afgjort, eftersom hans Sendebud til Mødet ei vare forsynede med behørig Fuldmagt. Derimod blev den 9de Februar et Forbund sluttet mellem Norge og Sverige[3]. Strax efter Mødet, den 10de Februar, tilskrev de fire norske Sendemænd Kong Erik fra Baahus, underrettede ham om Sammenhængen med det norske Raads Sendebud og Breve til ham, forestilte ham Norges vanskelige Stilling og bad ham paa det indstændigste om at komme sine tro Undersaatter til Hjælp, eller i alt Fald tilskrive dem sin Villie[4]. Man ved ikke om Brevet kom Kongen til Hænde. Sikkert er det, at hverken Undsætning eller Trøst fra hans Side blev Norge til Deel.
Et nyt Møde holdtes i Kalmar ved St. Hans Dags Tid 1441 mellem norske og svenske Fuldmægtige. Denne Gang mødte fra norsk Side Erlend Endridessøn, Provsten Sigurd Bjørnssøn, Kolbjørn Gerst og fem andre. Forbundet mellem Norge og Sverige blev fornyet, men intet angaaende Kongevalget afgjort[5].
I saadan pinlig Uvished henled hele Aaret 1441. Det norske Raad udsatte saa længe som muligt sin endelige Erklæring. Men da nu ogsaa om
