Høsten i det nævnte Aar Sverige, som før er sagt, havde antaget Kristoffer til Konge, og de mest paatrængende Opfordringer til Norge fra de tvende andre Riger fremdeles indkom, saa maatte Nordmændene om- sider give efter for Nødvendigheden. Et stort Mode holdtes af alle tre Rigers Raad om Sommeren 1442 i Lødøse, ved hvilket Erkebiskopperne Johannes Laxmand af Lund, Nikolaus af Upsal og Aslak af Nidaros vare tilstede, og desuden blandt de øvrige Biskopper for Norges Vedkommende: Jon af Oslo, Audun af Stavanger, Olaf af Bergen, Gotskalk af Hole, Gunnar af Hamar og Hemming af Færøerne[1]. Til dette Møde indfandt sig ogsaa paa foregaaende Kaldelse Almuens fuldmægtige Ombudsmænd fra Norges Fylker i stort Antal, hvilke den 1ste Juni udstedte sit Brev paa den norske Almues Vegne, at denne var fornøiet med hvad Norges Raad paa nærværende Møde bestemte med Hensyn baade til Kristoffers Antagelse til Norges Konge og andre Rigets Anliggender[2]. Hermed var da Kristoffer af Bayern tagen til Norges Konge. Han drog strax efter til Oslo, hvor han blev kronet, og hvor han endnu opholdt sig den 10de Juli[3].
Saaledes endte Kong Eriks Styrelse i Norge efter at have varet i noget over 52 Aar. Han var dengang da han mistede sit sidste Kongerige henved 60 Aar gammel. Han overlevede sin fuldkomne Afsættelse i flere Aar, først paa Gotland til 1449 og siden i Rygenvalde i sit Fædreneland Pommern, hvor han døde i 1459 i en Alder af 76 Aar.
At Kong Erik ikke omfattede Kirken med nogen Kjærlighed eller Omhu, ligesaalidet i Norge som i sine tvende andre Riger, viser hans Historie tydeligen. For Norges Vedkommende have vi i det Foregaaende seet tilstrækkelige Prøver derpaa. Blandt Svenskernes Klagepunkter til de Norske mod ham af 1434 heder det: „han har fordærvet Kirken og Christendommen, idet han satte uverdige og ulærde Skarnsmennesker til Biskopper, saadanne som hverken agtede Gud eller Retfærdigheden, og overdrog dem den aandelige Biskopsmagt ret ligesom han var en Pave, hvilket leder til Kjetteri“[4]; og flere lignende Beskyldninger tilføies, i hvilke der med nogen Overdrivelse laa alt for megen Sandhed, – det viser en Jon Gerikssøns og en Arne Klemetssøns Beskikkelse til Biskopper ved Eriks Magtsprog. Ikkun visse Klosterordener findes han at have vist en varm Yndest. Hvorledes han fremdrog Birgittinerne og skaffede dem Indgang i Danmark og Norge, er ovenfor udførligen fortalt. Ogsaa Karmeliternes Orden yndede han og indførte den fra Tydskland til Danmark, hvor
